Det er ikke meget forår over weekendvejret, men man kan glæde sig over solen. Samt at det ikke regner. Ret meget.

Sådan lyder meldingen fra meteorolog Mette Zhang fra DMI, da B.T. ringer fredag eftermiddag.

»Resten af fredagen byder på et højt, tyndt skylag, hvor solen kan skinne igennem,« fortæller meteorologen.

»Det meste af landet vil have tørvejr, men i den allersydligste del: Sønderjylland, det sydlige Fyn, Lolland og Falster er der risiko for en smule regn i nat.«

Med andre ord gælder det om at hive eventuelt vasketøj ind, hvis man bor i den del af kongeriget.

Lørdag vil starte mere afvekslende:

»Når man står op lørdag morgen, vil nogle opleve sol og andre skyer,« fortæller Mette Zhang.

»Det ser ud til at klare op i løbet af dagen, men det svært at sige præcis hvornår.«

Det vil være mest tørt, men det kan ikke udelukkes, at der falder en smule regn i Jylland.

»Temperaturerne bliver omkring 6-7 til 14 grader, men så skal man også være heldig,« fortæller meteorologen.

Vinden svinger fra frisk vind til stedvist hård vind.

»Søndag morgen starter med en del sol over det meste af landet,« fortæller Mette Zhang.

Der kan dannes skyer over land, så hun kan ikke afvise, at der falder en smule regn. Men altså mest tørvejr.

»Det bliver en my koldere, omkring 6-11 grader.«

Vinden bliver let til frisk vind fra nordvest.