Caroline Berg Eriksen måske ikke et navn, der siger mange danskere noget. Men i Norge er 'Fodboldfruen' et stort navn: Hun er gift med Odd Grenland-backen Lars-Kristian Eriksen, og så driver hun sit eget blog-univers med over 70.000 unikke besøgende hver dag, hvor hun poster billeder og blogger om sit eget liv. Det er det sidste, der nu igen har bragt den 27-årige 'fodboldfrue' i fedtefadet.

Det er bestemt ikke første gang, at Fodboldfruens blog trækker overskrifter. I 2009 blev parret beskyldt for snævertsynethed og for at sætte ild under et slankehysteri, da Lars-Kristian Eriksen på fruens blog skrev, at den amerikanske sangerinde Beyoncé vejede 15-20 kilo for meget og havde alt for brede hofter.

Og i 2013 endte Caroline Berg Eriksen i mediernes søgelys, fordi hun kun fire dage efter sin graviditet postede et billede af sig selv på sin instagram-profil med en bar og fuldstændigt toptrimmet mave. Hun var med til at give unge kvinder et dårligt selvbillede, lød kritikken dengang.

Det sidste billede er blevet aktuelt igen i model-bloggerens seneste kontrovers. Det vender vi tilbage til, så vi viser også lige for en god ordens skyld det omtalte opslag på instagram, inden vi når så langt:

For nu er Fodboldfruen nemlig blev afsløret i fotofusk. Ikke alene har unge piger - i hvert fald ifølge kritikerne - svært ved at leve op til det forbillede, Caroline Berg Eriksen har været på sin blog - det har hun også selv.

Det er norske Dagbladet, der i artiklen 'Slik jukser «Fotballfrue» med bilder' (Sådan fusker 'Fodboldfruen' med billeder) oplister adskillige eksempler på billeder, der er blevet manipuleret i efterbehandlingen, så håret er fyldigere og kroppen fremstår slankere. Det får ikke overraskende kritikken frem igen:

- Jeg tror, at sådanne blogs er svært ødelæggende i forhold til spiseforstyrrelse, og hvis det stemmer, at Eriksen manipulerer sig tyndere på sine billeder, gør det sagen endnu mere alvorlig. Mange ser op til hende, og hendes blog går i stor grad ud på at give råd om, hvordan man skal spise og træne for at få den såkaldte 'idealkrop',  siger Marianne Hatle, læge med speciale i psykiatri og leder på Spiseforstyrrelsesklinikken i Oslo til Dagbladet.

Efterfølgende er Caroline Berg Eriksen gået til bekendelse på sin blog:

- Jeg har haft perioder, hvor jeg har følt mig elendig efter hårde kommentarer, jeg har haft dårlige dage og billeder, som jeg syntes så helt forkert ud, og da har det desværre føltes helt ok at ændre lidt på størrelsen på en arm, et ben eller andre ting. I løbet af min tid som blogger er det ikke noget, der er sket vældigt ofte, det er undtagelsen og ikke reglen, men det gør det på ingen måde ok, og hver gang jeg har gjort det, ved jeg, at det var forkert, skriver hun i et nyt blogindlæg, der kommenterer direkte på afsløringerne.

Caroline Berg Eriksen afslutter sit blogindlæg med at bede om tilgivelse.

Om hun får dette er nok tvivlsomt. Noget tyder i hvert fald på, at der i så fald kommer til at følge en del hån med. Et opslag på facebook, der på kun et halvt døgn har fået over 42.000 likes og over 1.000 delinger, trækker det gamle efter-graviditetsfoto frem igen. Efter-graviditetsfotoet indgår så vidt vides ikke i Dagbladets materiale med manipulerede billeder, men sårene fra den et år gamle debat er tilsyneladende ikke lægt:

- Kære Caroline Berg Eriksen (Fodboldfrue). Det var så godt at høre, at du har fusket med dine billeder, for så kan jeg også gøre som dig - lægge et billede af min krop fire dage efter fødslen ud. Jeg har ganske vist ikke et billedredigeringsprogram, så jeg har gjort det så godt, jeg kunne. Ser du har sexet bh og trusse på - det måtte jeg desværre droppe i dag for jeg har voldsomme brystspændinger og vaginal blødning (derfor amme-indlæg og et ret synligt bind!). Men jeg holder maven ind for at prøve at se lige så slank ud som dig, skriver Siri Oline Myge, der ifølge sin facebook-profil 23. december blev mor til en 53 cm lang og 3600 gram tung fersken.

Hun fortsætter:

- Jeg har ikke orket at træne, siden jeg besvimede i fitnesscenteret for nogle måneder siden, så jeg kan vel kun takke mig selv for, at jeg ikke ser ud som dig - fire dage efter fødsel. Jeg måtte hellere tage hensyn til min krop og mit ufødte barn. Alligevel må jeg sige: Så heldig føler jeg mig, at jeg har bragt en lille fersken til verden. Det er virkelig kæmpemaven, hygiejnebindet og brystmælken som flyder overalt værd! Jeg - en kvinde! Og krop er krop!

I kommentar efter kommentar hyldes Siri Myge for sit opslag. Andre mener dog, at opdateringen er under lavmålet, og at hun sparker til en person, der ligger ned.

- Hvad er pointen? Din begrundelse er bl.a. at man ikke skal føle stress. Det er en alt for tynd begrundelse for at henvende sig til en person, som allerede har fået meget lort. Alle er forskellige, skriver Stefanie Dagsland, der ikke er alene om, at synes, at vitsen er for meget. Men debatten fortsætter, og inden du læser denne artikel, er der sandsynligvis kommet endnu tusinder af likes til Siri Oline Myges brev til 'Fodboldfruen'.

Hos Fodboldfruen fortsætter livet på bloggen. Siden det kun et døgn gamle indlæg med erkendelsen og beklagelsen af fotofuskeriet har der allerede været tre nye opdateringer. Fodboldfruen løber i sneen, hun går tur i skoven og drikker te foran juletræet.

Måske bliver den seneste ballade en dag til et nyt afsnit i kapitlet 'kontroverser' på Caroline Berg Eriksens Wikipedia-side. Trods de forrige afsnit løber hun endnu.