Han ville bare måle fingerens længde. Men i stedet endte Patrick Broderick med at knække fingeren af en 600 år gammel statue af Jomfru Maria.

Hele miseren fandt sted, da den 56-årige familiefar fra Connecticut var på ferie i den italienske by Firenze. Her lagde han vejen forbi museet 'Museo dell'Opera del Duomo', hvor han beundrede statuen af Jomfru Maria sammen med sin kone og børn.
 
Af uransaglige årsager besluttede Patrick Broderick sig for at finde ud af, præcis hvor lang statuens lillefinger var sammenlignet med hans egen.

En sikkerhedsvagt fik øje på den amerikanske turist og forsøgte at stoppe ham - men for sent. Den 56-årige havde allerede ved et uheld knækket lillefingeren af den antikke Jomfru Maria.

Statuen menes at stamme fra enten det 14. eller 15. århundrede, og det skabte derfor både røre og vrede i Firenze, da nyheden spredte sig.

Selv måtte turisten en tur bag lås og slå - han blev nemlig anholdt efterfølgende for øjnene af sin kone og børn.

Han er dog igen på fri fod - og det ser endda ud til, at Patrick Broderick slipper for at erstatte den knækkede finger. Men mon ikke der vil gå lidt tid, før han igen viser sig i den italienske by?

Hvad der gør sagen en anelse tragikomisk er, at Patrick Broderick til dagligt arbejder som kirurg - så man kan jo undre sig over, hvorfor han fjumrede sådan med fingrene.