Ben og Angela Ihegboro gjorde store øjne, da Angela forleden fødte en kridhvid baby. Begge forældre er nemlig fra Nigeria.

Det skriver engelske The Sun.

- Det første, jeg gjorde, var at kigge på hende og sige 'hvad pokker?', fortæller den nybagte far Ben Ihegboro med et smil.

Parret fra Woolwich i det sydlige London fik den lille, blonde pige, Nmachi for få dage siden. De flyttede til England fra deres hjemland Nigeria for fem år siden. De har i forvejen sønnen Chisom på fire år og datteren Dumebi på to.

Chisom er meget forvirret over sin lillesøster med den lyse hud, mens Dumebi endnu er for lille til at forstå noget.

Lægerne kan ikke forklare, hvordan afrikanske forældre kan få et hvidt barn. De fastslår at lille Nmachi ikke er albino.

Professor Brian Sykes, der forsker i genetik på Oxford Universitet, siger til The Sun, at folk af blandede racer nogle gange får børn med markant anderledes hudfarve end dem selv.

- Men i Nigeria er racerne ikke så blandede, siger han.

Selv hvis Angela Ihegboro havde været sin mand utro med en hvid mand, ville barnet ikke have set sådan ud.

- Hårpragten er også meget usædvanlig. Selv mange blonde børn har ikke så blondt hår ved fødslen, siger Brian Sykes, der mener, at der er tale om en ukendt genmutation.

- De genetiske regler er komplekse, og vi ved stadig ikke, hvad der sker i mange tilfælde, siger han.

Ben og Angela Ihegoro er ovenud lykkelige over deres nyfødte barn - uanset hudfarven.

- Hun er smuk, og jeg elsker hende. Hendes farve betyder intet. Hun er en mirakel-baby, siger Angela Ihegboro til The Sun.