For ti år siden var han her og der og alle vegne. Men så trak Søren Pilmark pludselig stikket. Nu er han tilbage i sin første teaterrolle i mange år. »Det skal være sjovt. Ellers siger jeg nej tak,« forklarer han.

Syv år. Tænk, er der virkelig gået så lang tid«.

Søren Pilmark ser oprigtigt overrasket ud, da jeg nævner, hvor mange år, der er gået siden hans seneste engagement på et teater.

Faktisk har han ikke spillet en egentlig teaterrolle, siden han gav liv til Professor Higgins i musicalen »My Fair Lady« på Det Kongelige Teater. Det ligger helt tilbage til 2010. Det er lang tid. Målt i en skuespiller-karriere er det næsten en evighed. Men for Søren Pilmark var pausen nødvendig.

»For 10-15 år siden stoppede jeg op og tænkte: Er det virkelig det her, du vil blive ved med? Jeg synes, at jeg havde prøvet enormt mange ting, og jeg følte mig vanvittigt privilegeret.

Det betød også, at jeg havde været i de fleste hjørner af branchen. Filmroller. teaterroller. Medvirket i TV-serier. Comedy-shows. Optrådt solo. Tryllet. Det havde jeg alt sammen prøvet,« fortæller Pilmark, der også stoppede op, fordi han kunne. Gennem årene havde han samlet sig en opsparing, der gjorde det muligt at sige nej. Men den mulighed, det privilegium at have råd til at vælge fra, kan faktisk også være svær at administrere.

»Jeg siger ikke, at folk skal have ondt af mig. Men det er klart, at du tænker anderledes, hvis du er en ung kunstner med tre sultne børn og et koldt værelse. Min situation var anderledes, og der skulle noget andet til, før jeg sagde ja. Jeg kunne tillade mig at sætte spørgsmålstegn ved det hele, og det gjorde jeg så«.

Før Søren Pilmark trak stikket, er der gået over 40 år med dansk teater. Den københavnske skuespiller er uddannet ved Aarhus Teater i 1977. Hurtigt blev han del af ensemblet på Det Kongelige Teater, hvor han spillede så forskellige ting som succeskomedien »Marx og Coca-Cola« og Holbergs »Erasmus Montanus« samt flere store roller på de andre scener.

I 80erne var han sammen med Per Pallesen danskernes foretrukne show-mand. Deres kombination af musik og løjer vandt udenlandske priser og gjorde dem til darlings i opsvingstidens sladderpresse. Rollen som atomfysikeren Werner Heisenberg i Betty Nansen Teatrets »København« førte til både Reumert og Teaterpokal.

Publikum elskede ham, anmelderne roste ham. Ord som ro, præcision og troværdighed går igen i deres kritik. Da Pilmark fyldte 50, kaldte Berlingskes anmelder ham tilmed for »dansk teaters vidunderbarn«.

Og så var der DSB-reklamerne, som nok har gjort sit til, at Pilmark kunne spare op. Gennem ti år dannede han par med Harry Bahnsen, den pelsede DSB-bamse, der klart hellere ville køre Taunus end tage toget med Pilmarks karakter. Det var sjovt at lave, siger Pilmark i dag. Også selvom reklame-jobbet ikke var lige populært overalt i branchen.

»I begyndelsen var der kolleger, der gik over på den anden side af gaden, når de så mig,« husker han.

Men Pilmark går ikke op i fint og ufint. Hvis det fungerer, er det godt. Samme tanke ligger bag den nok største succes i hans karriere, nemlig komediekvartetten »Ørkenens Sønner«, som stadig kører den dag i dag med Niels Olsen, Henrik Koefoed og Asger Reher om bord. Det er simpelthen for sjovt til at at lade være.

»Ørkenens Sønner blev dannet af ren og skær lyst i 1991, da vi alle sammen var nogle pæne, dannede drenge, der synes, at det var frækt at sige pik og kusse. Siden er vi jo blevet overhalet både indenom og udenom,« fortæller Søren Pilmark og fortsætter:

»Det handlede om lyst, og det gør det stadig. Vi er ved at dø af grin under prøverne, men det er også enormt hårdt arbejde. »Ørkenens Sønner« er en soufflé. Hvis ikke timingen og musikken passer, så klasker det sammen. Så er der ingenting indenunder. Ingen struktur. Men det bygger på en ægthed, som man skal leve af som skuespiller«.

Søren Pilmark understreger, at det ægte og oprigtige er noget af det, der gør det værd at gå op på scenen eller stille sig foran kameraet. Det lærte han for længe siden. Trods mange roser, har han nemlig også prøvet det modsatte.

»Allerede under prøverne på TV-serien »Gøngehøvdingen« kunne jeg mærke, at noget var galt. Og da den så kom på TV og fik elendig kritik, startede det hele forfra. På avisernes forsider stod der »Gøngehøvdingen er lort«. Der kunne lige så godt stå »Pilmark er lort«. Det var jo mig, der bar serien,« husker Pilmark om DRs drama, der fik læsterlige klø, da den havde premiere i 1992.

»Det er en del af det, der gør det så svært. Min hustru sagde engang: Det må være dejligt at blive rost på forsiden af aviserne. Og jeg svarede: »Ja, men tænk lige, hvordan det ville føles, hvis aviserne skrev, at du var dårlig til at dit arbejde!«

Behovet for lidt ro og mindre opmærksomhed var også en del af grunden til, at Pilmark holdt den pause. For den private mand var det vanvittig hårdt at være i fokus. Han kvier sig ved at give interview – især et langt et, som det han er nu er i gang med - og han er ikke typen, der soler sig i pressens interesse. Derfor er de sidste år gået med at skrive på projekter, han helst vil holde for sig selv. Og på at instruere kortfilmen »Helmer & Søn«, der blev nomineret til en Oscar i 2006.

Fællesnævneren for det, han har lavet er, at han selv bestemmer. Og at han får mindst mulig opmærksomhed.

»Pludselig kunne jeg mærke, hvor dejligt det var at være ude af fokus. Jens Kistrup skrev engang: »Gad vide om det altid har været nemt for Søren Pilmark at have det så let«? Men sådan ser jeg det slet ikke. Hold nu kæft, hvor jeg synes, at jeg har kæmpet. Jeg lever af at være synlig uden at kunne lide at være det. Og med tiden har jeg har haft mindre og mindre lyst til den del af jobbet. På et tidspunkt havde jeg været så mange steder, at jeg var bange for, om jeg ville møde en, der spurgte, om jeg ikke også snart skulle udgive en kogebog,« siger Søren Pilmark.

Og så kom den altså, pausen. Pilmark forsvandt. før tilbuddene gjorde det. Rygterne vil vide, at han ofte var det første valg, når en rolle skulle besættes på en af Københavns største scener, men at svaret altid var det samme. Nej. Som med tiden blev til et måske.

Med eftertænksomheden kunne Pilmark nemlig også mærke, at det var vigtigt for ham, at det var arbejde med det, han var bedst til. Som den gamle læresætning om, at teaterlivet kræver både flid, talent og hårdt arbejde

»Men talent skal holdes ved lige,« siger Søren Pilmark.

»Og så kan det godt være, at du møder folk, der siger, at det bare er ligesom at cykle og jaja, det er da rigtigt nok. Noget af det sidder på rygraden. Men du bliver altså også hurtigere til at cykle, jo oftere, du gør det«.

Derfor valgte Pilmark at sige ja til en mindre rolle som Mussolini-figuren Napolini i Nikolaj Cederholms opsætning af »Diktatoren«. En dramatisering af Chaplins stumfilm, der på en måde forudså Hitler og 2. verdenskrig. Og det var helt bevidst.

»Det er da fantastisk ikke at skulle trække hele læsset«. Det skal Olaf (Johannessen, red.) Jeg skal bare være med på holdet. Det giver en frihed og det kan jeg godt lide.«

Søren Pilmark smiler. Ideen om at være del af et hold og at tage en lille bid af teaterkagen i stedet for at kaste sig sultent og grådigt over branchens største tilbud, passer ham godt.

»Der kan være mange grunde til at sige ja. Det kan være stykkets beskaffenhed eller et særligt hold. Men jeg ville gerne arbejde med Nikolaj Cederholm. Og da direktøren fra Nørrebro Teater så også ringede og sagde, at jeg var verdens ottende vidunder, faldt jeg for smigeren, og så var det svært at sige nej. Og så savnede jeg en teaterfamilie. Jeg savnede at komme ind og sige »hej« og »hvordan går det«. Og jeg savnede at blive mindet om, hvor svært det er. Det skaber en stor kærlighed at se de andre på scenen. Når jeg kommer hjem, er jeg en hård dommer, også over for mig selv, men jeg har en kæmpe kærlighed til skuespillere. Jeg synes faktisk, at man skal rejse sig og klappe, bare fordi de går ind på scenen«.

Den hårde dommer indeni Pilmark kommer også til udtryk, når han taler om det generelle danske teaterlandskab. Selvom han ofte går ind og ser, hvad der sker, er det alt for sjældent, at han for alvor bliver imponeret. Og det irriterer ham. På trods af, at han ved, hvor svært det er.

»Jeg forlanger kun een ting, når jeg går i teatret. Jeg vil blive berørt. Der skal være et tidspunkt i løbet af aftenen, hvor jeg glemmer mig selv og ikke tænker på, om jeg fryser eller sveder eller om jeg sidder dårligt. Men når jeg går i teatret, er der langt mellem snapsene. Hvis jeg ser en virkelig god forestilling på en sæson, er det højt sat. Det er vanvittigt svært at lave teater. Det er næsten umuligt at få til at fungere. Når det så er sagt, så er der jo intet bedre end godt teater. Når det fungerer, er det bedst,« siger Pilmark, der er fuldstændig ligeglad med at tale om vigtigheden af teatret. Det er vigtigt, hvis det siger dig noget. Hvis det ikke siger dig noget, kan selv klassikerne pakke sammen. Punktum.

»Der er altid nogen, der siger, at Holberg er vigtig og at han fortæller os enormt meget om, hvor vi er i dag. Op i røven. Det siger os noget, hvis det er ærligt og oprigtigt. Ærlighed og oprigtighed er i virkeligheden de bedste ord«.

Pilmark nævner et eksempel på, hvor han selv har mødt det. Ud over arbejdet med »Ørkenens Sønner«, kan det komme til udtryk på gaden:

»Jeg blev engang stoppet op af en murer. Jeg tror tilmed, at han havde en lille skid på. Han slog mig på skulderen og sagde: »Godt gået, Pilmark«. Jeg levede på det i flere dage. Det kan være, at det var mine bukser, han mente, men jeg valgte at tro, at det var mit arbejde, han mente«.

»Diktatoren« spiller på Nørrebro Teater fra den 21. september til den 29. oktober. Den bygger på Charlie Chaplins film af samme navn. Forestillingen er instrueret af Nikolaj Cederholm. Foruden Søren Pilmark medvirker Olaf Johannssen, Peter Gantzler og Julie Agnete Vang.