Matador-Dronningen, Lise Nørgaard, fortæller, at hun har to stalkere, der ikke vil lade hende være i fred, når hun er ude.

Lise Nørgaard fyldte i år 100 år, i den anledning blev hun i lørdags inviteret ind til Radio 24/7 for at snakke om alt fra hvilke aviser, hun læser til hvem, der stalker hende. Lise Nørgaard kender nemlig alt til 'Me too', selvom det er tydeligt, at hun ikke ser sig selv som et offer.

»Jeg har et par stalkere – og tænk, at nogen gider! Denne ene er en urgammel mand på 96, som er ret kendt. Han piller ved mig og holder hænderne på mig alle vegne. Det er møgirriterende, og han er væmmelig, for han hænger op ad mig, hvis han møder mig ude i livet. Den anden er nogenlunde magen til. Han render rundt efter mig hele tiden og foregiver over for omverdenen at have patent på mig, fordi han altid har kendt vores familie og altid har kendt mig. Det har han ikke. Han har aldrig sat sine ben i mit hus, men det er åbenbart det, han lever på. Det er ret generende,« siger Lise Nørgaard til programmets vært Poul Pilgaard Johnsen.

Lise Nørgaard har før været medvirkende i Radio24syv, 2013.
Lise Nørgaard har før været medvirkende i Radio24syv, 2013. Foto: Torkil Adsersen
Vis mere

Lise Nørgaard kunne tidligere fortælle til BT, at hun stadig tager sig en svingom eller to, når hun er ude, selvom hun er blevet 100 år. Derfor møder hun fortsat mænd, som er meget insisterende.

Dagen efter radioudsendelsen fortæller hun til BT, at hun fortryder, at hun nævner sine to stalkere.

»Jeg er helt ked af at jeg har sagt det nu. Man skal passe på ikke hele tiden at være i medierne,« siger Lise Nørgaard til BT.

Hun vil ikke røbe, hvad mændene hedder, som stalker hende, hun siger, at de ikke gør det af ond mening.

»Det er jo bare irriterende, det er ikke engang generede, det er irriterende. De tror, de render efter mig i den bedste mening. Det tror jeg alle mennesker, der er lidt kendte oplever, at nogle hænger op ad dem for at komme med på billeder og lignende, det har jeg indtryk af. Jeg tror ikke de ville have rendt efter mig, da jeg var en yngre ukendt journalist,« slår Lise Nørgaard fast til BT.

Hun uddyber under radioudsendelsen, at hun mener, at det ikke kun er kvinder, som kan sige 'me too'. Mænd bliver også udsat for overgreb. Hun synes, at det er en vigtig kampagne, og man ikke skal finde sig i hvad som helst. Dog fortæller hun, det er blevet for meget, at alle lige pludselig er blevet et offer.

Den holdning holder hun fast i dagen efter interviewet.