Eman al-Obaidi er blevet symbol på Gaddafi-regimets brutalitet. Foran verdenspressen i Tripoli hævdede hun, at være offer for gruppevoldtægt. Siden har ingen set hende.

Det var lørdag i sidste uge. En del af det internationale pressekorps sad i restauranten på det femstjernede Rixos Hotel i Tripoli, da en ung kvinde med sjal og fyldigt mørkt hår, tydeligt oprevet stormede ind og begyndte at fortælle om overgreb, hun netop havde været udsat for.

Hendes navn var Eman al-Obaidi, og hun løftede sit hår og fremviste sår, blødninger og viste mærker på hænder og ankler:

»Jeg var bundet. De krænkede min ære, og de forrettede deres nødtørft på mig,« råbte hun, mens journalisterne flokkedes om hende.

Af hendes ufærdige beretning fremgik, at hun to dage i forvejen var blevet hevet ud af en bil ved et tjekpoint i udkanten af Tripoli og siden ført til et hus, hvor 15 af Så meget, ud over at give sit navn, nåede den unge kvinde at fortælle, inden helvede brød løs omkring hende og journalisterne.

Gaddafi-styrets sikkerhedsfolk, der overvåger udenlandske journalisters i forvejen stærkt begrænsede bevægelsesfrihed i hovedstaden, kastede sig rasende over kvinden. To servitricer greb hver en kniv, mens de skreg, at hun forrådte Gaddafi.

Et par journalister forsøgte at beskytte kvinden, hvilket resulterede i, at Financial Times-reporteren Charles Clover blev slået i gulvet, og en kameramand fra CNN fik smadret sit udstyr. En af sikkerhedsfolkene havde sit våben fremme.

Midt i panikken blev kvinden slæbt ud til en bil, mens hun skreg: »De smider mig i fængsel«, hvorefter bilen speedede op og forsvandt.

Siden har ingen set eller hørt fra den 29-årige jurastuderende, der nu er blevet et symbol på Gaddafi-regimets brutalitet over for sine egne borgere.

Charles Clover blev kort efter bedt om at forlade Libyen.

Sindssyg

Regeringens talsmand, Moussa Ibrahim, erklærede senere, at kvinden var beruset eller mentalt ustabil, hvilket han senere rettede til sindssyg. Men han sagde også, at hendes påstande var ved at blive undersøgt.

Det har man ikke hørt mere om. Til gengæld har de påståede voldsmænd ifølge regeringstalsmanden lagt sag an mod hende. Én af dem er søn af en fremtrædende libysk embedsmand, har han oplyst.

»En retssag er ved at blive anlagt af drengene, som hun anklagede for voldtægt. At anklage nogen for seksuel forulempelse er en alvorlig ting,« lød det fra talsmanden.

Videre har han sagt, at Eman al-Obaidi allerede var løsladt, men at hendes familie ikke ønskede at journalister talte med hende. Og som en sidste fornærmelse har han kaldt hende en luder.

Det er dog lykkedes journalister at komme igennem til kvindens forældre, der bor i den oprørskontrollerede by Tobruk. De afviser, at deres datter er løsladt og siger, at de ikke aner, hvor hun er. Til gengæld fortæller de ifølge Washington Post, at de er blevet tilbudt penge eller et nyt hus af Gaddafis folk, hvis de var villige til at afvise Eman al-Obaidi historie. De har dog tværtimod prist deres datter for hendes mod.

Tidligere i denne uge appellerede Amnesty International and Human Rights Watch til de libyske myndigheder om, at løslade hende.

Onsdag tonede Eman al-Obaidis kusine, Mariam Omar også fra Tobruk frem på TV-stationen El Arabya og fortalte, at hun frygter to scenarier for Eman al-Obaidi. Enten at hun bliver dræbt, eller at hun erklæres sindssyg og havner bag tremmer et eller andet obskurt sted.

»Eman synliggjorde det libyske regimes forbrydelser for hele verden og viste brutaliteten mod selv kvinder,« sagde kusinen.

Men her stopper forfølgelsen ikke. Eman al-Obaidis søster Amal og dennes mand Saleh samt deres søn Ahmed, der bor i Tripoli, er også forsvundet.

Kusinen frygter, at de enten er blevet dræbt eller kidnappet for at blive brugt mod Eman al-Obaidi.

»Næste gang vi ser Amal er måske på det statslige TV, hvor hun for enden af et geværløb »tilstår«, at hendes søster er sindssyg,« siger Mariam Omar.