Et debatmøde i Las Vegas med den republikanske præsidentkandidat Donald Trump endte flere gange i håndgemæng mellem demonstranter og sikkerhedsvagter mandag aften i USA.

Under mødet forsøger adskillige demonstranter at stoppe Donald Trumps tale. Ifølge BuzzFeed møder de vrede tilskuere op, fordi de er rasende over præsidentkandidatens seneste udtalelser om, at muslimer ikke skal have ret til at komme ind i USA.


»Vi kommer til mødet for at sikre os, at de problemstillinger, der betyder noget for os, bliver hørt, siger demonstranten Ender Austin til BuzzFeed og forklarer, at idet han begynder at råbe og afbryde præsidentkandidatens tale, får han ingen advarsler, før han bliver fjernet med magt.



En reporter fra BuzzFeed fanger under debatmødet en hændelse, hvor en demonstrant bliver fjernet, mens Trump-tilhængere jubler og en af dem råber: »Sæt ild til den skiderik.«



Ifølge reporteren er ovenstående video blot én af omkring fem-seks situationer, hvor demonstranter bliver fjernet med magt. Herunder ses endnu en video fra mødet i Las Vegas, hvor det tager en negativ drejning.



Ender Austin forklarer til BuzzFeed, at han efterfølgende bliver sat i politiet varetægt, man at han ikke bliver anholdt. Det, der irriterer ham mest, er, hvordan Trump-tilhængerne kommer med racistiske tilråb mod ham, da han bliver taget væk.

»Det, der bekymrer mig mest, er, at folk råber racistiske bemærkninger og andre hadefulde ting. Jeg hører N-ordet nogle gange,« siger han til BuzzFeed.

Trump storfavorit

Trods den kontroversielle udtalelse om, at muslimer ikke skal have adgang til USA, som Ender Austin demonstrerer imod, så skader det ikke Donald Trumps chance for at blive republikanernes præsidentkandidat. Tværtimod faktisk. En ny meningsmåling fra tirsdag viser, at støtten til forretningsmanden stiger til hele 41 procent blandt republikanske vælgere, hvilket efterlader et stort gab til den nærmeste konkurrent, Ted Cruz, som får 14 procent af stemmerne i meningsmålingen, skriver politico.com.