4,37 lysår lyder umiddelbart ikke uoverkommeligt langt. Diameteren af vores galakse, Mælkevejen, er omkring 25.000 gange større. Og der er over 500.000 gange længere ud til vores store nabogalakse, Andromeda.
Så i det store perspektiv er 4,37 lysår som en kosmisk hårsbredde.
I vores almindelige jordiske forstand er det imidlertid noget nær en uendelig distance, for det svarer til over 40 billioner – 40.000 milliarder – kilometer.
4,37 lysår er afstanden fra vores lokale stjerne, Solen, og ud til det nærmeste andet stjernesystem, Alfa Centauri. Hvis vi nogensinde skal besøge andre stjerner med andre planeter end de otte, vi kender her i solsystemet, er Alfa Centauri med andre ord det oplagte sted at rejse hen.
Så oplagt, at den russiske internetmilliardær Yuri Milner for nylig annoncerede, at han vil investere 100 mio. dollar (660 mio. kr.) i indledende undersøgelser af, hvordan man når derud inden for en overskuelig rejsetid. Hvilket vil sige omkring 20 år.
Hans offentliggørelse skete i selskab med den verdensberømte britiske fysiker og »rumfilosof« Stephen Hawking. Hvilket turde borge for projektets seriøsitet.
Milners langsigtede plan er at udvikle en flåde af flere tusind »nano-rumskibe«, hver især med en vægt på et gram eller to. I princippet skal rumskibene ikke være ret meget andet end dybt avancerede elektroniske kredsløb, komplet med kameraer, kommunikationsudstyr, navigationssystem og energiforsyning. Som en boostet hjerne i en iPhone.
Til gengæld skal mikro-rumskibene kunne bringes helt op på omkring en femtedel af lysets hastighed. Det vil sige op til cirka 60.000 kilometer i sekundet, svarende til 216 millioner kilometer i timen. Det er som herfra og til Solen på godt 40 minutter. Og dermed en fart, der er cirka 4.000 gange højere end den hurtigste rumsonde, mennesker nogensinde har frembragt .
Det vil, teoretisk set, være muligt i kraft af nano-rumskibenes lave vægt eller masse.
Mange kender Albert Einsteins berømte ligning: E=mc². Oversat til dansk siger den, at energi er lig med masse gange lysets hastighed i anden potens.
Ligningen har den yderste konsekvens, at der skal uendelig meget energi til at accelerere et rumskib op på lysets hastighed. For i samme åndedrag ville det blive uendelig tungt. Det vil med andre ord være en umulighed. Men hvis rumskibet er meget let, burde det være muligt at tilvejebringe tilstrækkelig med energi til at få det op i en rasende høj fart. Op på nogle procent af lysets.
Yuri Milner og hans team mener, at de har fundet metoden. Den handler om lyssejl.
Efter at flåden af nano-rumskibene er blevet afskibet til det tomme rum over Jorden fra en rumfærge, udfolder de alle et ultralet hightech-sejl på nogle få kvadratmeter. Når mikro-rumskibene har placeret sig på en nøjagtig position med deres lyssejl vendt mod et præcist punkt på kloden, bliver der på en jordisk bjergtop tændt for et voldsomt kraftigt system af lasere.
De intense stråler af lys rammer sejlene, hvorefter presset fra lysets partikler, fotoner, i løbet af bare et par minutter accelererer de tusindvis af bittesmå rumskibe op på en femtedel af lysets hastighed.
For at være i stand til det, kræves omkring 100 gigawatt energi. Det er cirka 100 gange mere end et gennemsnitligt atomkraftværk producerer.
Men klapper alt til perfektion, har man sendt en flåde af højteknologiske øjne af sted mod et nabolag af rummet, som man nærmest kun kan gisne om udseendet af. Og de vil nå frem inden for en god fjerdedel af et menneskes middellevetid, hvorfor mange forskere involveret i projektet kan gøre sig håb om at høste frugterne af deres indsats, før de dør.
Det ville være en komplet umulighed, hvis man i stedet sendte en konventionel rumsonde derud. Sådan en sag bevæger sig med cirka 50.000 km/t, hvorfor den ville bruge omkring 100.000 år på at nå derud.
Yuri Milner er 54 år og satser på at se opsendelsen før sin død. Han regner med, at det vil tage omkring 20 år at udvikle den nødvendige teknologi, og at det vil kræve et sted mellem 30 og 60 mia. kroner i investeringer at nå dertil.
Lykkes det, vil flåden af nanorumskibe i bedste fald være fremme i 2056, og omkring 2060 kan vi modtage de første data med direkte optagelser og målinger af et andet solsystem end vores eget.
Men hvad ved vi om Alfa Centauri i dag? Vil det overhovedet være pengene værd at rejse derud?
Alfa Centauri kan ikke ses fra Danmark, men fra den sydlige halvkugle fremstår den som en af de klarest lysende stjerner. I et teleskop kan man se, at der i virkeligheden er tale om et dobbeltsystem bestående af de sollignende stjerner Alfa Centauri A og B, der svæver om deres fælles tyngdepunkt. Lidt nærmere os ligger en meget svagere dværgstjerne ved navn Proxima Centauri.
I 2012 opdagede astronomer, at Alfa Centauri B er vært for en brændende hed planet af omtrent samme størrelse som Jorden. Man regner imidlertid med, at systemet huser flere andre planeter, og det er slet ikke utænkeligt, at en enkelt eller to af dem befinder sig i den potentielt beboelige zone, hvor der hverken er for koldt eller for varmt til at liv, som vi kender det, kan eksistere.
Tænk sig at få nærbilleder af disse vildt fremmede verdener op på skærmen. Foreløbig har vi lov at drømme.
