Terrorleder Ilyas Kashmiri er endnu en af terror-frontfigurerne, der har måtte lide døden efter angreb fra USA. Et interview fra 2009 viser, at han var særdeles ambitiøs i troen på, at al-Qaeda kunne overtage magten i den vestlige verden.

Den 1. juni kort før midnat blev den frygtede, pakistanske terrorleder dræbt af et førerløst amerikansk fly i et hus i Pakistan. Blandt flere terroraktioner han har på samvittigheden er planerne om at angribe Jyllands-Posten, som han stod i ledtog med de pakistansk-amerikanske terorrister David Headly og Tahuwwur Rana om.

Det er ikke første gang, at døden for Kashmiri har været en faktor. Tilbage i 2009 opstod der flere rygter om, at han var blevet dræbt af amerikanske styrker og for at bevise, at det ikke var sandt valgte han at give sit første og eneste interview til den asiatiske avis Asian Times.

Her uddybbede han sine store planer om at få skovlen under Vesten gennem hellig krig. Ilyas Kashmiri var leder af den hemmelighedsfulde Brigade 313, men var i interviewet meget vævende omkring, hvilke specifikke mål han havde i sinde at ramme.

- Jeg er ikke en traditionel jihadi-præst, der bruger kræfter på slogans. Som militærkommandør vil jeg sige, at ethvert mål har en specifik tid og begrundelse. Og reaktionen vil være derefter, sagde Ilyas Kashmiri dengang til journalisten om sine planer.

Under samme interview kaldte han i flere omgange USA 'for verdens største satan', og at det var en af grundene til, at han valgte at gå ind i al-Qaeda.

- I dag er hele den muslimske verden trætte af amerikanere, og det er derfor de er enige med Osama. Hvis hele den muslimske verden bliver bedt om at vælge deres leder, så ville valget enten falde på Mullah Omar (talibansk leder red.) eller Osama, sagde Ilyah Kashmiri.

Journalisten, der havde lavet interviewet, blev senere fundet tortureret og dræbt i en vejgrøft i Mandi Bahauddin-distriktet i Pakistan efter at have skrevet kritisk om Ilyas Kashmiri og udgivet en bog med detaljerede oplysninger om hans liv og levned.

Han spurgte da også til de kommende angreb fra Ilyas Kashmiris hånd dengang i 2009. Den 26/11 2008 blev Mumbai ramt af et bombeangreb, hvor 166 personer blev dræbt, som formodentlig havde forbindelser til Pakistan. Ilyas Kashmiri var ikke bleg for at indrømme, at det ikke blev det sidste store angreb, hvis det stod til ham.

- Det er intet i sammenligning med, hvad der er planlagt for fremtiden, sagde han roligt.

Siden Barack Obama blev præsident i USA er der udført langt flere angreb i Pakistan med de førerløse fly - de såkaldte droner. I alt er der lavet 233 angreb i modsætning til 40 angreb under George W. Bushs regeringstid.