Et snarligt angreb på den syriske præsident Bashar al-Assads regime synes nu uundgåelig. I USA forventer man, at præsident Barack Obama vil beslutte at slå til inden weekenden. Både i USA og Europa arbejder politiske ledere intenst på at slå fast over for deres befolkninger, at et angreb - trods tidligere erklæringer om det formålsløse i en militær indgriben i Syrien – nu er eneste mulige, og rigtige, svar på brug af kemiske våben. Et angreb rejser både humanitære, strategiske og folkeretlige spørgsmål. Ikke mindst: Efter angrebet hvad så? Her præsenterer vi de to mest yderligtgående scenarier – sort og hvidt.
Scenarie 1.
Så galt kan det gå
Israelerne forberedte sig i går på et vestligt angreb på den syriske nabo og mangeårige ærkefjende, som man aldrig har sluttet fred med. Sikkerhedskabinettet har givet grønt lys for militærets indkaldelse af reservister. Raketforsvar er rykket nordpå, og Patriot-missiler gjort klar både ved våbenstilstandslinjen til Syrien og til grænsen til Libanon, hvor israelske soldater nærmest har øjenkontakt med den libanesiske Hizbollah-milits, der har kampen med Israel som eksistensbetingelse. Den israelske befolkning har i forvejen alle rutiner med beskyttelsesrum i klar erindring, men mange, der tidligere har ignoreret tilbuddet om en statssponsoreret gasmaske, skabte i går travlhed på postkontorerne for at få den udleveret.
»Vi gør os klar og er forberedte, men der er ingen panik,« lød det fra forsvarsminister Moshe Ya’alon, fanget ved en økonomisk konference i Tel Aviv.
Indtil videre er de fleste israelere overbevist om, at deres »afskrækkelse« i form af overlegen våbenmagt og viljen til at bruge den reducerer risikoen for at blive udsat for et »modangreb«, som Syriens fjende over dem alle og Vestens nære allierede.
En region i brand
Ingen kan vide det med sikkerhed. Angreb på Israel kan ifølge mange bekymrede iagttagere sætte »regionen i brand«. Yderligere i brand kunne man sige. Men israelsk inddragelse i konflikten kan skabe uberegnelige bølger i den arabiske verden, som alvorligt kan komplicere et vestlig angrebsstrategi.
Den russiske regering har advaret om en »ødelæggende« effekt for vestlig enegang med angreb i en allerede »eksplosiv situation« i Mellemøsten. Andre ser risikoen for et endnu værre scenarie med stormagterne delt for og imod Assad-styret: En verden i ubalance med nye magtcentre på vej op, mens verdens »gamle« magthavere er under pres. En lokal konflikt i et sprængfarlig område med masser af internationale interesser på spil.
I den skrækvision kan det kemiske angreb i Damaskus-forstæderne blive »skuddet i Sarajevo«, der ledte direkte til Første Verdenskrig. Det virker utænkeligt, og forskellene til dengang er mindst lige så store som lighederne. Sortseerne vil derimod sige, at det utænkelige altid virker utænkeligt, indtil det rent faktisk sker.
Hvis angrebet udebliver:
Myrderierne fortsætter og eskalerer i Syrien, og Assad-styret bruger alle våben i kampen mod oprørerne, der også modtager stadig mere effektive våben fra arabiske støtter. Hizbollah og Iran erklærer sig for sejrherrer i styrkeprøven med Vesten og får ny medvind i de arabiske gader. Irak slutter sig åbenlyst til den shiamuslimske »halvmåne« fra Iran til Middelhavet. Irans præstestyre lægger alle reformtanker på hylden, og der sættes fuld fart på atomprogrammet.
Scenarie 2.
Så godt kan det gå
Et angreb på Syrien er det eneste rigtige at gøre, lyder argumenterne. Verden må sikre, at tyranner ikke nu og i fremtiden kan bruge de mest rædselsvækkende våben. Alle kan i øvrigt være sikre på, at alliancen bag et angreb vil handle med største forsigtighed for, at borgerkrigen i Syrien ikke spredes yderligere ud over landets grænser. Sådan lyder det i disse dage fra en række politikere.
»Dette handler ikke bare om et land eller en konflikt. Vi kan ikke tillade en svækkelse af det globale forbud mod brugen af kemiske våben. Vi må handle på en forsigtig og overvejet måde, men vi kan ikke tillade, at vores egen sikkerhed undermineres af den snigende normalisering af brugen af våben, som verden har brugt årtier på at prøve at kontrollere og udrydde,« skriver den britiske udenrigsminister, William Hague, i en kommentar i avisen The Telegraph. Det handler helt snævert om en streg i sandet for verdenssamfundet, der er overtrådt. Men Hague får også nævnt, nærmest insisterende i begyndelsen af sin kommentar, at borgerkrigen i Syrien allerede har skabt »den værste flygtningekrise siden folkemordet i Rwanda«, og indtil nu har kostet flere end 100.000 mennesker livet.
Genvundet fodfæste
Hague og andre politiske ledere har også tidligere talt om behovet for at reagere på den humanitære katastrofe i Syrien. Ingen kan være i tvivl om, at de meget gerne ser, at et angreb også kan ændre den tragiske dynamik i borgerkrigen. For de vestlige ledere vil det være yderligere en gevinst, hvis de moderate og mere vestvendte ledere på oprørssiden genvinder fodfæstet. »Hvor er Vesten. Hvorfor hjælper I os ikke, når vi kæmper for demokrati,« har det lydt fra flygtninge, som Berlingske har mødt i Jordan, Tyrkiet, Libanon og inde i Syrien. Selv et begrænset angreb kan være begyndelsen på at ændre den opfattelse og bringe det syriske oprør tilbage til udgangspunktet som en bredt funderet kamp for demokrati og frihed. »Vejen foran os vil ikke være uden risiko, men risikoen ved ikke at gøre noget er større,« lyder afslutningen på Hagues kommentar, eller måske snarere forsvarsskrift for et angreb som reaktion på det kemiske angreb, der vurderes som det værste af slagsen de seneste 15 år. I kampen for menneskeheden og en større sag. I bedste fald.
Hvis angrebet udebliver:
Verden kan ånde lettet op over at slippe for en uforudsigelig konflikt, der hurtigt vil kunne sætte det økonomiske trængte Vesten under pres, og politikerne slipper for at skulle tage stilling til, hvor meget vi, også i menneskeliv, vil ofre for indsatsen. I Syrien indser Assad-styret, at man med nød og næppe slap for overmagten, og at det derfor er på høje tid helhjertet at søge den politiske løsning på konflikten.
