Hov, giv os lov at afspille artiklen. Den er klar, når du har klikket 'Tillad alle'
Den ukrainske by Bakhmut har i mange år været et yderst populært turistmål med sine smukke bygninger fra 1800-tallet, store parker og særlige salt- og gipsminer.
Men nu ligner byen mere en spøgelsesby.
Det sidste halve år har russiske styrker angrebet byen med bomber og granater, skriver VG.
Selvom russerne ihærdigt har forsøgt at erobre byen og har lagt den næsten fuldstændig øde, er det endnu ikke lykkedes dem at indtage den.
De har dog fået tæt på samtlige omkring 80.000 mennesker, der boede der, til at pakke deres ting og forlade deres hjem.
Kun få tusinde er tilbage.
VG har talt med den ukrainske soldat Petro Voloshchenko, der befinder sig i Bakhmut. Mediet beskriver, hvordan hans stemme dirrer af vrede, da han fortæller om byens tilstand.
»Det er helvede på jord her lige nu. Jeg kan ikke finde ord til at beskrive det,« siger Petro Voloshchenko.
Den 44-årige soldat har været i byen siden august og set den blive forvandlet til en ødemark. De fleste af husene er komplet ødelagte.
Og de få tusinde mennesker, der er tilbage, opholder sig også det meste af tiden i kældre for at undgå at blive ramt af angrebene.
Bakhmut er lige nu en nøgleby for de russiske styrker, siger forsker ved Ukraines Nationale Institut for Strategiske Studier Mykola Bjeljeskov til VG.
Ifølge ham er byen det eneste mulighed for russerne i forhold til at tage kontrol over større ukrainske byer, efter at ukrainske styrker generobrede Izium i Kharkiv Oblast i september.