Bekymringen, når man køber flybilletter, kan ofte være, om man skal forsikre sig mod, hvis flyselskabet skulle gå konkurs.

Derfor må man håbe, at en masse passagerer hos Italiens næststørste flyselskab, Air Italy, har taget den rigtige beslutning.

Flyselskabet har nemlig indstillet driften på grund af, at ejerne har valgt at afvikle virksomheden, skriver CNN.

For passagererne betyder det, at alle, som har afgange før den 25. februar, er blevet ombooket til et andet flyselskab, mens billetten er gået tabt for dem, som har booket efterfølgende.

Medmindre du selvfølgelig har forsikret dig selv.

Flyselskabet er fra den italienske ø Sardinien og er kun overgået af Alitalia som Italiens største flyselskab. De ejer selv 51 procent af aktierne, mens Qatar Airways ejer 49 procent.

Og Qatar Airways kan måske komme på banen i forbindelse med afviklingen af virksomheden. De har tidligere talt varmt for at gå ind og opkøbe mere, end de har i forvejen.

Air Italy havde afgange til de fleste dele af verden heriblandt en del til afrikanske lande samt New York, Miami og Los Angeles.

Flybranchen er under pres lige nu. Dels har det ramt mange flyselskaber, heriblandt Air Italy, at Boeing 373 Max-flyet fik problemer og blev tilbageholdt verden over.

Og så rammer det altså også branchen nu med coronavirus, fordi massevis af afgange til Kina er blevet aflyst.

Det er langt fra det eneste flyselskab, som har ramt muren over de seneste år. Aigle Azur, Frankrigs næststørste flyselskab gik konkurs sidste år.

Også tyske Germania gik konkurs for et år siden.