Stephanie Culley fra Virginia i USA kan uden tvivl kalde sig en god veninde. Hun er nu mor til ni, efter at hun for nyligt opfyldte sin kræftsyge venindes sidste ønske.

På venindens dødsleje blev Stephanie Culley spurgt, om hun ville adoptere venindens seks børn. Selv var hun i forvejen mor til tre.

Det skriver amerikanske ABC News.

Stephanie Culley og bedsteveninden Beth Laitkep fra Alton i den amerikanske stat Virginia havde et meget tæt venskab. De havde været veninder siden gymnasietiden.

I 2014, da Beth Laitkep var gravid med sit sjette barn, gav lægerne hende imidlertid en skæbnesvanger besked. Hun havde brystkræft.

Efter to år med kemobehandlinger kunne lægerne ikke gøre mere for den 39-årige mor til seks. I april 2016 havde kræften spredt sig til hendes hjerne, rygsøjle og nervesystem, og Beth Laitkep besluttede sig for at stoppe behandlingen. Hun døde en måned senere.

Før hendes død nåede hun imidlertid at fremsætte et sidste ønske. Hun ønskede, at bedsteveninden Stephanie Culley skulle adoptere hendes seks børn. Et ønske, der ville forandre venindens familie for altid.

»Jeg var selvfølgelig nødt til at tale med min mand og mine børn om det. Vi diskuterede det som en familie, og mine børn var de første til at sige ja. De var blevet rigtig tætte med Beths børn,« siger Stephanie Culley til ABC News.

I april, da Beth Laitkep fandt ud af, at alt håb var ude, fik hun en advokat til at udarbejde adoptionspapirerne, og en officiel høring blev planlagt. Og for blot få dage siden gik adoptionen i orden.

Beth Laitkeps børn havde to forskellige fædre. Faderen til de fire ældste dukkede op i retten, men lod sig tilsyneladende ikke bestride adoptionen. Faderen til de to yngste mødte overhovedet ikke op i retten, fortæller Stephanie Culleys advokat, Carol B. Gravitt til ABC News.

Den 19. juli overtog Stephanie Culley og hendes mand derfor den fulde forældremyndighed over venindens seks børn, der er i aldersgruppen 2 til 15.

»Vi begyndte at danse, så snart dommeren gav os beskeden om, at adoptionen var gået igennem,« siger Stephanie Culley, der i forvejen er mor til tre børn mellem 2 og 10 år.

Hun siger også, at hun og hendes mand har grint meget de seneste dage, fordi de i tidernes morgen slet ikke havde tænkt sig, at de skulle have børn.

Da de hørte Beth Laitkeps sidste ønske, vidste de dog bare, at de var nødt til at gøre det, fortæller hun:

»Hun var en hengiven mor, det var hendes ting. Hendes børn var hendes liv, og hun elskede dem mere end noget andet. Hun var en ydmyg og meget sød pige,« fortæller Stephanie Culley om sin afdøde veninde.

Stephanie Culley og hendes familie kan ses i Facebook-opslaget nedenfor.