Forældrene til Maddie McCann, der forsvandt i Portugal i 2007, kan være blevet hacket af den engelske skandaleavis News of the World. Det mener et britisk parlamentsmedlem.

Den engelske skandaleavis 'News of the World' er for nylig blevet afsløret i ulovligt at have aflyttet ofre for terror, dræbtes pårørende og mange flere. Nu påstår labour-medlemmet Chris Bryant, at Maddies forældre også kan være udsat for avisens fordækte metoder.

Det skriver den engelske avis Daily Express.

Læs også: Myrdede skolepiger og deres pårørende aflyttet

Læs også: Kate McCann: Chancen for at finde Madeleine er forbedret

News of the World er anklager for at have hacket sig ind den dræbte skolepige Milly Dowlers telefon, samt ofrene Holly Wells og Jessica Chapman fra de såkaldte Soham-mord fra 2002.

Chris Bryant har selv fået sin telefon aflyttet af skandaleavisen, og raser nu imod avisen.

- Jeg har fået at vide, at politiet ikke kun ser på Milly Dowlers telefon,og på telefonerne der tilhører de pårørende til Holly Wells og Jessica Chapman - men også i sagen om Madeleine McCann og den 15-årige Danielle Jones, der blev bortført og myrdet af sin onkel Stuart Campell i Essex i 2001, siger parlamentarikeren ifølge Daily Express.

Talsmanden for Madeleine McCanns forældre, Clarence Mitchell, bekræfter, at efterforskere har kontaktet forældrene Gerry og Kate McCann.

Talsmanden, der er tidligere BBC-journalist oplyser, at han har oplevet mistænkelige forhold på sin telefon i perioden imellem februar og juli tilbage i 2008.

Efterfølgende bad talsmanden telefonselskabet om at gå dataene efter i sømmene.

- Resultatet blev, at selskabet ikke kunne finde nogle åbenlyse tegn på mistænkelig aktivitet, siger Clarence Mitchell til Daily Express.

Siden Maddie forsvandt i 2007 har forældrene klaget over, at deres telefonsamtaler blev aflyttet.

Ligeledes har tre af de folk, som støtter forældrene sagt, at deres telefonsvarere er blevet rodet med.