Flere muligheder bliver overvejet i den russiske efterforskning af det flystyrt, hvor Prigozjin døde.

Den russiske efterforskning af det flystyrt, der kostede Wagner-lederen Jevgenij Prigozjin livet i sidste uge, viser, at styrtet kan være sket med overlæg.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

- Det er klart, at forskellige muligheder bliver overvejet. Herunder muligheden for - du ved, hvad vi snakker om - lad os kalde det bevidst grusomhed, udtaler talsperson for den russiske regering Dmitrij Peskov.

Pigozjin, som har været leder for russiske lejesoldater i Wagner-gruppen, døde sammen med ni andre i sidste uge i en flyulykke under stadigt uopklarede omstændigheder.

Den brasilianske myndighed for efterforskning af fly, Cenipa, har i denne uge sagt, at man gerne ville hjælpe til i efterforskningen, hvis Rusland skulle anmode om det.

Rusland har dog gjort det klart, at man afviser et sådant tilbud.

Kreml-talsmand Dmitrij Peskov.
Kreml-talsmand Dmitrij Peskov. Foto: Yegor Aleyev/EPA/Ritzau Scanpix
Vis mere

Fra Peskov lyder det ifølge Reuters, at der foregår en russisk efterforskning af flystyrtet, men at der ikke kan blive tale om en international undersøgelse.

Flystyrtet skete på tomånedersdagen for det oprør mod den russiske militære ledelse, som Pigozjin stod bag.

Ved oprøret havde Prigozjin beordret sin lejehær til at marchere mod Moskva for at kræve den militære ledelse fyret for krigsindsatsen i Ukraine.

Han afbrød midtvejs sit forehavende og blev af Putin beordret til at slå sig ned i Belarus.

Mange Ruslands-eksperter sagde allerede ved den lejlighed, at Prigozjins dage var talte.

/ritzau/

Andre læser også