Da røvere 23. september sidste år stjal 39,1 millioner svenske kroner fra et værdidepot og forsvandt i en helikopter, kendte politiet planerne i forvejen.

Det fortæller chefen for den serbiske efterretningstjeneste, Sasa Vukadinovic til den svenske avis Aftonbladet.

Serbisk efterretningstjeneste holdt nemlig i forvejen et vågent øje med nogle af røverne, hvoraf flere har rødder i Serbien. Det svenske politi fik oplysninger om, hvornår røveriet skulle finde sted og at røverne ville sabotere politiets helikoptere.

- Hvis svensk politi havde reageret på de informationer, vi gav dem, ville de have stoppet røverne, siger Sasa Vukadinovic til Aftonbladet.

Mandag oplyste svensk politi, at ti personer er tiltalt for røveriet, men yderligere fem til ti personer er stadig på fri fod.

Røveriet betegnes som et af de største og mest spektakulære i Sveriges historie. Kl. 5.18 om morgenen d. 23. september satte en helikopter tre røvere af på taget af G4S' værdidepot i Västberga i Stockholm. De brød ind i bygningen, og da de et kvarter senere blev hentet af helikopteren igen, havde de 39,1 millioner svenske kroner med sig.

Forinden havde de spredt partisansøm på de omkringliggende veje og placeret en bombe ved politiets helikoptere.

Svensk politi var ellers forberedet på at noget var i gære. Inden røveriet havde de overvåget flere værdidepoter i Stockholm. Det stoppede dog en uge før røveriet.

I starten af september blev politiet helikoptere desuden flyttet for at undgå sabotage, men den 15. september blev de bragt tilbage til deres sædvanlige hangar. Her placerede røverne en bombe om morgenen før røveriet, så politiet ikke kunne jagte dem fra luften.

Politiet stoppede endda to af røverne kun hundrede meter fra G4s' værdidepot en time inden røveriet. Her blev de visiteret, men kort efter sat på fri fod.