25-årige Pascal Bohm fra Tyskland kan skrive helt på CV’et, efter at han søndag aften reddede flere hundrede mennesker fra at dø på en musikfestival i Ansbach i den tyske delstat Bayern.

Pascal Bohm stod søndag vagt ved indgangen til en tysk musikfestival i Ansbach, hvor han skulle tjekke billetter.

Her nægtede han en ung mand indgang til festivalen, da manden, en 27-årig syrisk flygtning, ønskede at komme ind uden billet. Det blev mange menneskers redning. Det skriver Daily Mail.

30 minutter senere detonerede den 27-årige syrer sin rygsæk, der indeholdt en sprængladning og flere metalgenstande.

Den 27-årige syriske gerningsmand var den eneste, der blev dræbt i det formodede selvmordsangreb. 12 mennesker blev såret.

Stirrede nervøst

Det var omkring klokken 22 søndag aften, at en 27-årig mand bragte en bombe til sprængning ved indgangen til en musikfestival i byen Ansbach i den tyske delstat Bayern.

Sikkerhedsvagt Pascal Bohm husker, at gerningsmanden stirrede nervøst på ham i minutterne efter, han havde nægtet ham adgang til festivalen.

Det fortæller han i et interview med tyske Bild, som britiske Daily Mail har kigget på.

»Jeg lagde mærke til ham, fordi han blev ved med at stirre nervøst på mig. Enhver bevægelse syntes hektisk, og han blev ved med at se sig omkring, som om han var overvåget,« fortæller Pascal Bohm om minutterne før angrebet.

Et angreb, som kunne have dræbt mange af de 2.500 koncertgæster, hvis gerningsmanden havde formået at passere den vakse sikkerhedsvagt.

»Det var som om, han håbede, jeg ville forlade min plads. Det var som om, han ringede til nogen. Han havde hele tiden sin hånd på øret,« siger Pascal Bohm.

Selve angrebet beskriver han som »en trykbølge«, mens udendørsstole fløj gennem luften.

»Manden havde ikke rygsækken på, og hans krop var ikke revet over. Han havde heller ingen synlige skader, og der var kun lidt blod,« siger den 25-årige sikkerhedsvagt, der straks alarmerede politiet efter angrebet.

»Jeg så kun sårede mennesker, der lå i blod på jorden,« tilføjer Pascal Bohm, der ifølge eget udsagn ikke har sovet ordentligt siden angrebet.

Angreb var terror

Dagen efter bombeangrebet kom det frem, at den 27-årige gerningsmand var en afvist asylansøger, som kom fra den syriske storby Aleppo. Han havde ar på kroppen, der stammede fra krigen i Syrien, har politiet i Bayern udtalt.

Manden har to gange forsøgt selvmord og havde derfor tilknytning til et psykiatrisk hospital.

Inden angrebet havde den 27-årige gerningsmand lavet en video, hvor han sværger troskab til Islamisk Stat og advarer om, at han vil gennemføre et terrorangreb.

Videoen har gjort det tydeligt, at der var tale om et terrorangreb, har indenrigsministeren i Bayern, Joachim Herrmann, tidligere sagt på et pressemåde.

Optagelsen blev fundet på mandens telefon, efter han havde sprængt sig selv i luften nær indgangen til musikfestivalen.

Der er imidlertid ikke noget, der tyder på, at der var en forbindelse mellem gerningsmanden og terrorgrupper.

Eksplosionen skete samme dag, som en syrisk flygtning bevæbnet med machete dræbte en kvinde og sårede to andre mennesker i byen Reutlingen i det sydlige Tyskland.