Uheldet under et faldskærmsudspring, der kostede Kenneth Linnseth livet fredag, vækker stor sorg hos de pårørende, der kendte ham som en person, alle kunne lide.

Adskillige pårørende på Facebook har ændret deres profilbillede, så det er helt sort. De er i chok over den blot 36-årige unge Kenneth Linnseths pludselige død efter et fatalt faldskærmsudspring i Sverige.

»Han levede sit liv fuldt ud og brugte næsten hver weekend på den her sport. Han var meget nem at holde af, fordi han var så glad en person,« fortæller Christoffer Poffe Nordin, som var klubkammerat med Kenneth Linnseth i Skånes faldskærmsklub.

Læs også:

Den tragiske ulykke skete fredag eftermiddag under et faldskærmsudspring til en de Nordiske Mesterskaber i Gryttjoms nord for Stockholm. Kenneth Linnseth deltog i disciplinen 'swooping', som går ud på at flyve i høj fart tæt på jorden i så lang tid som muligt, og som kun de allermest rutinerede deltager i. Den 36-årige dansker var for langt nede i for høj fart og ramte vandet hårdt. Han blev straks fløjet til det nærmeste hospital af en ambulancehelikopter og var ved bevidsthed. Desværre stod han ikke til at blive reddet. Han blev erklæret død ti minutter i otte fredag aften.

Pårørende beskriver ham som en utrolig dygtig faldskærmsudspringer, som kunne sikkerhedsreglerne nærmest udenad. Han var instruktør med den højeste grad, man kan få, og han dedikerede utroligt meget af sin tid til sporten.

'Han var omsorgsfuld og hjælpsom og har rørt så mange omkring ham,' skriver en række nære pårørende i en fælles mail.

Kendte risikoen
Selvom Kenneth Linnseth var en rutineret faldskærmsudspringer, så var det stadig en højst risikofyldt konkurrence, han deltog i. Det er sjældent, at 'swooping' fører til dødsfald eller skader, fordi man skal være meget erfaren for at kunne deltage i sådanne spring. Men risikoen er der, og skaderne kan være fatale. Det vidste han dog godt, forklarer en pårørende. Kenneth Linnseth havde det sådan, at hvis det skete, så skete det.

Den danske faldskærmsudspringer efterlader blandt andre sin kæreste, to børn, sin mor og kollegerne på Almegårds Kaserne i Rønne, hvor han arbejdede til daglig. Han har tidligere været udsendt i Afghanistan, men når han ikke var det, var det faldskærmssporten, der tog en stor del af hans tid.

Mikael Kaulanen, som arbejder med sikkerhed i det svenske faldskærmsforbund, skal sammen med en gruppe nu finde ud af, hvad der præcist gik galt ved springet.

»Hoppet så fint ud, og der var gode forhold under springet og ingen åbenlyse fejl. Vi vil undersøge, hvad der kan være sket,« siger han til Aftonbladet.