I næste uge forventes det, at der vil blive rejst tiltale mod den 35-årige litauiske mand, der er hovedmistænkt i mordet på den 17-årige svenske pige Lisa Holm.

Forundersøgelsen, som netop er kommet frem, er næsten 2000 sider tyk, og den indeholder blandt andet 600 sider af forhøret af den hovedmistænkte og dennes bror og kone, der tidligere også var sigtet i sagen.

Men en del af efterforskningen holdes endnu hemmelig. Blandt andet er der 50 sider, som er vedlagt som bilag, hvor blandt andet billeder af obduktionen, der karakteriseres som identitetskrænkende, indgår.

Det skriver expressen.se.

Sagen om den svenske pige Lisa Holm begyndte den 7. juni, da hun forsvandt, efter hun havde afsluttet sin vagt på en café i byen Blomberg. Efter sin vagt skrev hun en sms til sine forældre om, at hun var på vej hjem, men hun dukkede aldrig op. Fem dage senere blev den 17-årige pige fundet død i en lade, hvor den mistænkte mand og hans bror arbejdede.

De to litauiske mænd blev hurtigt hovedmistænkte i sagen, men i dag er det kun den 35-årige mand, der sidder varetægtsfængslet sigtet for mordet på Lisa Holm.

Men det har været sparsomt med oplysninger i sagen. Alle, der sidder inde med informationer om sagen, har nemlig fået et strengt forbud om at udtale sig. Det gælder advokater, men også butiksassistenter og almindelige byboere.Og det er helt bevidst, fortæller vicechefanklager, Lars-Göran Wennerholm.

»Det har været vigtigt, som jeg ser det, eftersom medierne viser så stor interesse. Forbuddet mod at udtale sig er et redskab, og det ville være underligt, hvis vi ikke brugte det,« fortæller Lars-Göran Wennerholm til expressen.se.

Alligevel er der flere informationer, der er sivet ud ifølge svenske Expressen.

»Kroppen blev fundet i ét stykke. Men der blev naturligvis fundet skader på den, eftersom hun blev myrdet. Det er blevet til en gætteleg, hvor rygterne bliver mere og mere virkelighedsfjerne, jo mere de spredes,« fortæller en person med indblik i efterforskningen.

I det svenske TV4-program ’Brottsplats Sverige’, oversat til dansk ’Gerningssted Sverige’ blev der gisnet om, at Lisa Holm blev kvalt. Men det er en oplysning, som Lars-Göran Wennerholm ikke ønsker at kommentere.