Nærkontakt med familiens nyfødte er både dejligt og vigtigt.
Men det kan også være decideret farligt – uden at I voksne selv ved det.
Elefanten i rummet er RS-virus (også kaldet RSV). Hvor mange voksne kan bære virussen uden overhovedet at udvikle symptomer, kan forkølelsesvirussen ramme spædbørn så hårdt, at de må indlægges på intensivafdelingen.
En ny, svensk undersøgelse viser endda, at det ikke kun er for tidligt fødte babyer eller spædbørn med underliggende sygdom, der er i farezonen.
Det gælder også for ellers helt raske spædbørn.
I undersøgelsen fra Karolinska Instituttet, som er blevet offentliggjort i det prestigefulde medicinske tidsskrift The Lancet, har forskerne analyseret data fra over 2,3 millioner børn, som er født i Sverige mellem 2001 og 2022.
1,7 procent af dem blev smittet med RS-virus, og 12 procent af de smittede blev kritisk syge. Det, der overraskede forskerne bag undersøgelsen, er, at størstedelen af de børn, som måtte modtage behandling på intensivafdelinger ikke led af underliggende sygdom, da de blev smittet.
Forud for indlæggelsen med RS-virus havde de været fuldstændig sunde og raske.
Den svenske undersøgelse viser også, at børn født om vinteren eller børn med søskende på under tre år havde tre gange større risiko for alvorlig sygdom i tilfælde af smitte med RS-virus.
Spædbørn med lav fødselsvægt – hvilket ofte er et problem for børn, der er født for tidligt – havde fire gange større risiko for at blive alvorligt syge med RS-virus.
De børn, som blev indlagt på intensivafdelingerne i Sverige, var i gennemsnit to måneder gamle.
Den norske professor og ekspert i infektionskontrol ved Universitetet i Sørøst-Norge, Jörn Klein, mener, at den svenske undersøgelse bør tjene som en vigtig advarsel til forældre og andre voksne.
»Undgå at kysse eller være tæt på babyer, når du selv er syg, og praktiser god håndhygiejne i sådanne situationer,« siger han til Dagbladet.
Han advarer dog også imod, at det udvikler sig til berøringsangst, idet det både er vigtigt for babyens tilknytning til forældrene, at der er nærkontakt og samtidig styrker den nyfødtes immunforsvar at blive eksponeret for mikrobakterier, idet det reducerer risikoen for allergi og astma senere i livet.
Her i Danmark er et tilbud til gravide om en vaccination mod RS-virus blevet fremrykket. Det kan du læse mere om HER.
Siden 10. september er alle nyfødte børn i Sverige blevet tilbudt en indsprøjtning med antistof mod den for spædbørn potentielt farlige virus.

