Den nykårne Vuelta-vinder Jonas Vingegaard åbner nu op for, hvordan det var at cykle det tre uger lange Grand Tour-løb, der var meget påvirket af demonstrationer.

»Når de står på begge sider af vejen, er det faktisk ret uhyggeligt. Og man håber bare, at alle kommer igennem,« siger han til TV 2 om de pro-palæstinensiske demonstranter.  

Mediet har været med til fejringen af Jonas Vingegaard tirsdag eftermiddag i hans hold Team Vismas hovedkvarter i den hollandske by Den Bosch.

Her havde alle folk en t-shirt på med teksten 'Uno, Jonas, Uno'. 

Og der blev klappet heftigt af den danske cykelstjerne, der var iklædt den røde førertrøje fra Vuelta a España. 

Under fejringen fortæller Jonas Vingegaard også, at han var »lidt skuffet« over, at den formelle podiefejring af ham som Vuelta-vinder søndag blev aflyst på grund af demonstrationer i Madrid.

Men samtidig udtalte Vuelta-vinderen, at han var glad for, at Team Visma og nogen andre cykelhold gik sammen og lavede en fejring af den dansker Vuelta-vinder og de andre cykelryttere på podiet på en parkeringsplads lidt uden for den spanske hovedstad.

Ligeledes udtalte Jonas Vingegaard, at han 5. oktober har planlagt at køre EM for Danmark, og det nok bliver hans sidste løb i år.