Martin Johannes Larsen glæder sig til jul.
Og det er ikke selve juleaften, tv-værten venter på med længsel.
I december pakker han og hustruen, Sara-Lisa Schuster-Rossel, nemlig den helt store gave op, når de bliver forældre til deres første barn.
»Så nu går vi bare og venter på en eller anden dag i december,« fortæller den glade vært, da B.T. møder ham til pressemødet forud for en ny sæson på TV 2-succesen 'Forræder.'
»Det bliver sindssygt fedt. Spændende,« siger Martin Johannes Lasen, som hvis alt går vel – også lige kan nå at overstå sidste omgang 'Vild med dans, før den lille ny melder sin ankomst.
»Nu må vi se. Alt kan jo ske. Man kan jo føde uger og måneder for tidligt,« siger han, men medgiver, at timingen er noget nær perfekt.
Arbejdsmæssigt står Martin Johannes Larsen over for et stort tv-efterår.
Han er både vært på 'Vild med dans' og på en ny sæson 'Forræder – ukendt grund.'
Men vejen til at stifte familie har ikke været uden udfordringer.
Tilbage i 2022 fortalte parret ærligt, hvordan de valgte at afbryde en graviditet, fordi det ikke føltes rigtigt. De følte sig simpelthen ikke klar til at blive forældre.
Det gør de til gengæld nu, understreger han.
»Det er fantastisk at kunne mærke, at grundfølelsen indeni bare er anderledes. Og det er den nu. Markant anderledes,« siger han og tilføjer:
»Det er noget, man ikke kan forestille sig. Det er så fundamentalt. Du kan ikke selv sætte dig ind i, hvordan det bliver.«
»Jeg glæder mig til at finde ud af, hvad fanden det her bliver for noget.«
De vordende forældre har netop sat deres 144 kvadratmeter store lejlighed på Frederiksberg til salg.
Det sker, fordi de ønsker at finde et hus til deres lille nye familie.
»Det er lidt bøvlet med hund og barn og anden sal og op og ned. Det er jo for at danne en form for base.«
Har I fundet jeres nye hjem?
»Måske,« lyder det kryptiske svar fra den kommende far.