Ældre borgere i Aars-området har det seneste døgn været udsat for grove bedragerier, hvor svindlere har udgivet sig for at være både politi og bankfolk.

Det skriver TV Midtvest.

Mandag eftermiddag blev en 79-årig kvinde kontaktet af en mand, der præsenterede sig som ansat i Spar Nord.

Han advarede hende om, at der angiveligt var hævet 11.000 kroner fra hendes konto, og fortalte, at politiet ville hente hendes hævekort.

Kort efter dukkede en mand op ved hendes adresse. Kvinden udleverede kortet, og senere blev der hævet 15.000 kroner fra hendes konto.

Omkring en time senere blev en 71-årig mand udsat for samme tricknummer. 

Han modtog et opkald fra en person, der udgav sig for at være fra Sparekassen Danmarks sikkerhedsafdeling. 

Kortet skulle ifølge opkalderen være misbrugt, og en kollega ville komme forbi for at hente det. 

Et par minutter senere stod en mand ved døren, og den ældre borger udleverede sit dankort.

Kort efter forsvandt 10.000 kroner fra den 71-åriges konto. 

De to ofre har beskrevet gerningsmanden som 45-50 år, kraftigt bygget, med kort, mørkt hår. Han bar mørke bukser og sko samt en hvid overdel, og fremstod 'snusket'. Han forlod stedet i en sort stationcar.

Nordjyllands Politi efterforsker nu sagen og undersøger blandt andet overvågningsbilleder.

Politiet opfordrer borgere til at være ekstra på vagt med disse former for svindel og minder om, at hverken politi, banker eller andre myndigheder vil bede om hævekort, koder eller andre personlige oplysninger.