Beskyldningerne fyger frem og tilbage mellem Hollywoodstjernen Denise Richards og hendes mand.

Nu har han, Aaron Phypers, svaret tilbage på de anklager om vold, der blev rettet mod ham i sommer.

Og han afviser ifølge retsdokumenter alt, skriver People.

Samtidig accepterer han heller ikke det tilhold, som Denise Richards fik lavet mod ham.

»Der er ikke brug for sådan nogle forholdsregler, da jeg ikke har begået overgreb mod hende og ikke har tænkt mig at begå overgreb,« lyder det fra ham i papirerne.

Tilbage i juli fik Denise Richards godkendt et midlertidigt tilhold mod sin mand – efter at have anklaget ham for »gentagne« tilfælde af vold i hjemmet og verbale overgreb.

Ifølge retsdokumenter fremgik det, at Aaron Phypers »truede med at slå mig og sig selv og politiet ihjel«.

Omvendt siger han nu i sin nye respons, der er indleveret til retten mandag i denne uge, at det faktisk er Denise Richards, der har »angrebet« og »chikaneret« ham.

Eksempelvis fremfører han bevis for, at hun har kimet ham ned pr. telefon. Op til ni gange om dagen, senest i fredags.

Aaron Phypers påpeger videre, at det burde vise for retten, at hun dermed ikke er bange for ham, og at tilholdet dermed var ubegrundet.

»Hun er den aggressive,« fremgår det med beskyldninger om, at hustruen også skulle have smadret hans mobil og sat en sporingsenhed på hans bil.

Omvendt beskylder Denise Richards i en ligeledes ny anmeldelse fra sidste uge Aaron Phypers for at have stjålet hendes mobil og pc.

Parret blev gift med i 2018, og de er i dag også uenige om, hvem der må opholde sig i deres fælles boliger.