Den kendte skuespiller Denise Richards, der er kendt fra tv-serierne 'Two and a Half Men' og 'Real Housewives', har fået godkendt et midlertidigt tilhold mod sin mand, Aaron Phypers, som hun blev gift med i 2018.

54-årige Denise Richards fik det midlertidige tilhold godkendt efter at have anklaget sin mand for vold i hjemmet og verbale overgreb.

Hun viste samtidig retten et billede af et blåt øje, som Aaron Phypers skulle have givet hende, skriver NBC News.

I sin ansøgning om tilhold beskriver skuespilleren blandt andet, at hun på USAs uafhængighedsdag fortalte sin mand, at hans familie skulle flytte ud af deres fælles hjem – som hun allerede fraflyttede i 2023, skriver mediet. 

Dette skulle have fået Aaron Phyphers til at blive rasende på hende.

I ansøgningen skriver hun samtidig, at hendes mand 'truede med at slå mig og sig selv og politiet ihjel'. 

Tilholdet kommer få dage efter, at Aaron Phypers anmodede om at opløse parrets ægteskab den 7. juli.

Denise Richards har tidligere været gift med Charlie Sheen, der er kendt fra film som 'Platoon' og 'Wall Street'. Han havde også den ene hovedrolle i 'Two and a Half Men'.