Fremtiden for seerhittet 'Klovn' er omgærdet af mystik.
Men nu bekræfter en af stjernerne overfor B.T., at hun medvirker, når 'Klovn' vender tilbage.
Nyheden kommer kort efter, at Casper Christensen og TV 2 officielt bekræftede, at 'Klovn' vil vende tilbage efter sæson 10-finalen, der knap nok havde nået at rulle over skærmene.
Både skaberne og tv-stationen har dog hidtil været yderst sparsommelige med informationen om, i hvilket format – om det bliver en ny sæson, en film eller noget helt tredje – publikum kan gense universet.
Men nu løfter Mia Lyhne altså sløret for, at hun medvirker.
Det gør hun, da B.T. møder hende til et pressearrangement til filmen 'Madklubben 2', hvor Mia Lyhne også medvirker.
Er du med i det nye 'Klovn'?
»Ja, det er jeg. Det er ikke skrevet endnu,« siger Mia Lyhne til B.T.
Selvom bekræftelsen er klar, er skuespilleren tavs som graven, når det kommer til de nærmere detaljer om hendes rolle i det nye 'Klovn'-projekt.
På spørgsmålet om, hvad hendes medvirken helt præcist indebærer, svarer hun med et grin:
»Det vil vise sig.«
I den seneste sæson af serien bliver skuespillerens rolle under samme navn skilt fra den ene af hovedpersonerne Frank Hvam.
Casper Christensen har tidligere fortalt til B.T., at der på tidspunkt ikke var konkrete ideer på skitseblokken – men at idébanken bestemt ikke var tom.
»Vi skriver alle ideer ned. Både dem folk sender til os, og dem vi selv kommer op med. Man ved jo aldrig, om der skal ske noget mere, og så det rart at have en boks af 'Klovn'-ideer',« sagde skuespilleren dengang til B.T.
'Klovn' ramte danskernes skærme for første gang i 2005, og er sidenhen blevet til 10 sæsoner og tre spillefilm 'Klovn -the movie', 'Klovn forever' og senest 'Klovn- the final' i 2020.