Butikscenteret Fisketorvet i København er tirsdag eftermiddag blevet evakueret.

Det fortæller et øjenvidne til B.T.

»Da jeg omkring klokken 15.30 skulle ind i shoppingcentret for at købe noget sportstøj, kunne jeg se, at alle søgte mod udgangene, og jeg fik at vide, at jeg ikke måtte komme ind, fordi man var ved at evakuere centeret,« fortæller en 35-årig mand, der ikke ønsker sit navn frem, til B.T.

»Det blev også sagt over højttalerne, at man skulle gå udenfor, men der blev ikke givet nogen begrundelse,« tilføjer øjenvidnet.

Han beskriver stemningen på stedet som forholdsvis rolig. »Dog har der været tilløb til en form for selvjustits, hvor nogle kunder angiveligt er sure over, at andre kunder i situationen forsøger at hente deres biler, selv om de fik at vide, at de skulle forlade stedet,« tilføjer han.

Hos Københavns Politi oplyser man, at man ikke er til stede på adressen.

En medarbejder hos Fisketorvets information, der ikke ønsker at oplyse sit navn, bekræfter evakueringen.

Vedkommende oplyser, at centeret er åbnet igen.

Det har ikke på nuværende tidspunkt været muligt at få oplyst, hvad årsagen er til evakueringen.

B.T. følger sagen.