For nylig satte Eddy René Van Bragt sig til at skrive et Facebook-opslag om de voldsomme prisstigninger, han over fem år har haft på sit YouSee-abonnement.

Da vidste han bare ikke, hvad der ventede lige om hjørnet.

 Tirsdag har YouSee nemlig igen meldt markante prisstigninger ud for deres tv-pakke-kunder.

»Jeg skrev på YouSees Facebook-side, fordi jeg har haft en stigning på over 70 procent på fem år som kunde,« indleder han med at forklare.

»Og jeg synes ikke, jeg har fået noget, der giver tilsvarende øget værdi.«

Sammen med sit opslag på YouSees side lagde Eddy René Van Bragt en af sine regninger fra 2020 op. På den kan man se, at grundpakken dengang kostede ham lidt over 174 kroner. Han har ligeledes delt en senere regning på 308 kroner og mente, at der imellem de to regninger lå en stigning på 83 procent. Det skriver han i sit opslag.

Der havde dog sneget sig en regnefejl ind i Eddy René Van Bragts regnestykke.

En anden facebook-bruger gør ham opmærksom på, at det er en procentvis stigning på 77 procent og altså ikke 83 procent, hvortil Eddy René Van Bragt kommer med en joke. En joke, der skulle vise sig at blive overgået af virkeligheden:

Her et billede af Eddy René Van Bragts regning, som den så ud i 2020.
Her et billede af Eddy René Van Bragts regning, som den så ud i 2020. Foto: Privat
Vis mere

»Jeg havde bare regnet med næste års pris,« skriver han efterfulgt af en grinesmiley.

For YouSee-kunder med faste tv-pakker stiger regningen nemlig minimum 16 kroner i pris. Det vil sige Eddy René Van Bragts regning kommer til at stige med 86,2 procent til 324 kroner. 

Dermed overstiger den altså regnefejlen fra Eddy René Van Bragts eksempel, og YouSee-kunden undrer sig over de stadigt stigende priser.

»Man kan godt få den opfattelse, at de vil af med kunder som mig og have os over på streaming,« siger han.

Adspurgt om hvorfor han ikke har skiftet væk fra YouSee, lyder det:

»Der er nok en del, der vil undre sig. Det kan jeg godt forstå,« siger YouSee-kunden og fortsætter:

»Men jeg er nok en af dem, der ikke orker bøvlet med at skifte abonnement. At man måske skal mangle tv, mens skiftet sker og så videre. Det er dog klart, at når jeg nu ved, hvad jeg kan spare, så begynder jeg at overveje det.«

B.T. har spurgt YouSee, om de kan sende en liste over, hvor meget dyrere, det bliver for den enkelte kunde.

»Det præcise overblik over prisstigninger er først tilgængeligt, når berørte kunder har fået individuel besked om ændrede priser i løbet af oktober og november,« lyder det i et skriftligt svar fra Christian Morgan, direktør for YouSee.

B.T. har ligeledes spurgt, hvor stort et antal kunder der rammes, hvortil svaret lyder:

»Det gør vores kunder med faste tv-pakker, samt de kunder der har fastnettelefon eller DSL-internet via kobbernettet,« uddyber Christian Morgan videre.

Han sætter ikke et præcist antal på, hvor mange kunder, der bliver påvirket af prisstigningerne i denne omgang.