Lyt til artiklen

Flyselskabet Norwegian får i en ny rapport fra det norske Luftfartstilsynet kritik for på flere punkter at bryde med sikkerhedsprotokollerne ombord.

Det skriver Aftenposten.

Kritikken, der kommer efter en inspektion i Norwegian i november, går blandt andet på, at lavprisselskabet ved flere lejligheder ikke følger de sikkerhedsrutiner, der er gældende mellem piloterne i cockpittet og kabinepersonalet.

Efter terrorangrebet mod USA den 11. september 2001 blev der indført nye regler for flyselskaberne verden over om at forstærke dørene døre til cockpittet for at forhindre terrorister i at kapre flyet, ligesom der også er klare regler for, hvordan kabinepersonalet skal forholde sig, når dørene til cockpittet så åbnes. Det er nogle af sikkerhedsforanstaltninger på dette område, der ikke bliver overholdt.

Luftfartstilsynet ønsker ikke at gå i detaljer om, hvordan Norwegian præcis har brudt sikkerhedsprotokollen, men flyselskabets informationschef, Lasse Sandaker-Nielsen, sætter gerne ord på.

»Kabinepersonalet har eksempelvis glemt at trække et gardin for, når piloten forlader cockpittet for at gå på toilettet. Dermed kan de passagerer, der sidder allerforrest, se vedkommende,« siger Lasse Sandaker-Nielsen til Aftenposten.

Ud over brud på sikkerhedsprotokollen kritiserer Luftfartstilsynet også Norwegian for ikke at informere Luftfartstilsynet om, når flyvninger sker med reduceret personale, eller når arbejdstiden overskrides på grund af uforudsete hændelser.

»Luftfartstilsynet har peget på flere tilfælde, som vi er helt enige i, der må rettes op på. Vi har en god sikkerheds-og rapporteringskultur i Norwegian, og mindre afvigelser vil der selvfølgelig også blive rettet op på,« siger Norwegians informationschef, Lasse Sandaker-Nielsen.