Mindst ni bandemedlemmer er blevet dræbt, da der søndag ved middagstid lokal tid blev affyret skud på en parkeringsplads mellem to restauranter i byen Waco i Texas. Det skriver flere medier.

Otte personer blev fundet døde på stedet, mens en niende person senere døde på sygehuset, og politiet i Texas kan ikke afvise, at dødstallet kan risikere at stige.

De ni dræbte har ifølge politiet alle forbindelse til rockergrupper. Politiet har ikke ønsket at oplyse, hvilke grupper der var involveret, men der var personer fra mindst fem forskellige grupper og omkring 200 rockere til stede ved restauranten.

18 personer er blevet indlagt på hospitalet. Det vides endnu ikke, hvor hårdt disse personer er såret.

Lokalavisen Waco Tribune Herald skriver, at skuddramaet startede på toilettet på en restaurant, hvorefter det fortsatte i baren og til sidst på parkeringspladsen.

Talsmanden for politiet, W. Patrick Swanton, siger til den lokale tv-kanal News Channel 25, at episoden startede som en slåkamp på toilettet på restauranten Twin Peaks, men udviklede sig hurtigt til knivstikkeri og derefter til et skuddrama, som foregik både inde på restauranten og ude på parkeringspladsen.

Ingen politifolk er omkommet.

Politiet har beslaglagt masser af våben hos de tilstedeværende rockere. Kæder, knive, baseballbats og skydevåben. Over 100 rockere er blevet taget med til den lokale politistation for at blive afhørt.