Statsminister Mette Frederiksen har langt om længe brudt tavsheden i sagen om rådgiveren fra konsulentbureauet Rud Pedersen, som blev sendt hjem fra sit arbejde, efter han havde udtalt sig kritisk om Socialdemokratiet i en artikel i Jyllands-Posten.

I forbindelse med, at artiklen i Jyllands-Posten udkom, sendte en af Mette Frederiksens særlige rådgivere en sms til en medarbejder i Rud Pedersen om netop den pågældende artikel. 

I den forbindelse blev Sune Steffen Hansen, partner og rådgiver i Rud Petersen, altså sendt hjem.

Statsministeren svarer på tre såkaldte udvalgsspørgsmål, som henholdsvis Liberal Alliances Steffen Larsen og Dansk Folkepartis Morten Messerschmidt har stillet om sagen. 

Spørgsmålene går især på, om Mette Frederiksen vil fremlægge den hemmeligholdte sms, og om der er blevet lagt pres på Rud Pedersen i den forbindelse.

Men svaret - som er et samlet svar på alle tre spørgsmål - er blot, at statsministeren ikke ønsker at svare. 

Statsministeriet har tidligere oplyst, at man mener, at der er tale om en »formløs« sms, som ikke er underlagt aktindsigt. 

Dette gentager Mette Frederiksen i sit svar. Hun gentager også et tidligere budskab om, at den pågældende sms enten har privat eller partimæssig karakter.

Hermed kommer Mette Frederiksen frem til en særlig betænkning fra 2007, som Statsministeriet har gravet frem. 

Den medfører – mener Statsministeriet – at statsministeren slet ikke er ansvarlig for rådgiverens sms og derfor ikke skal svare på spørgsmål om den.

»Der kan i den forbindelse henvises til betænkning afgivet af Udvalget for Forretningsordenen den 16. maj 2007, der efterfølgende blev fremsat og vedtaget som beslutningsforslag nr. B 167, hvoraf det fremgår, at »der kun kan stilles spørgsmål om forhold, ministeren er ansvarlig for som minister, og derfor ikke om private forhold eller forhold, ministeren er ansvarlig for som eksempelvis partileder,« skriver Mette Frederiksen i sit svar.

Liberal Alliances retsordfører Steffen Larsen mener, at Statsministeriet forsøger at tale udenom, men at der alligevel står nogle konkrete ting i svaret. 

»Man erkender jo at have sendt en sms og dermed lagt pres på Rud Pedersen,« siger han og bider mærke i, at Statsministeriet ikke ønsker at kommentere sagen med begrundelsen om, at der er tale om en privat eller partimæssig sms.

»Statsministeriet skriver jo, at det var privat-Mette eller parti-Mette, der lagde pres på Rud Pedersen. Ikke statsminister-Mette, så derfor er det ikke ministeriets ansvar,« siger han og fortsætter:

»Liberal Alliance er jo interesserede i, at partier ikke bruger statsapparatet til at lægge pres på privatpersoner eller virksomheder. Det sker her, og det er usmageligt.«

Statsministerens svar huer heller ikke Morten Messerschmidt, som har sendt en sms til B.T. om sagen.

»Vi har igennem længere tid oplevet, hvordan Mette Frederiksen og hendes regering forsøger at intimidere journalister. Nu er det så også nået til de private konsulentvirksomheder, som skal bankes på plads. Det er en ufattelig udvikling for dansk folkestyre,« skriver han til B.T. og fortsætter:

»Derfor havde jeg håbet på, at statsministeren i det mindste ville give mig et fyldestgørende svar. Det har hun heller ikke ønsket. Hermed er der fuld plade – hun håner både journalister, konsulenter og de folkevalgte. Gad vide, hvad vælgerne tænker?«.

Det er endnu ikke kendt, hvad der helt konkret stod i den meget omtalte sms fra Mette Frederiksens særlige rådgiver, men B.T. erfarer fra flere kilder, at der var tale om en kritisk besked overfor Rud Pedersen. 

Det har vakt opmærksomhed, da Rud Pedersen, som politiske rådgivere, har en økonomi, der er meget afhængige af, at man står sig godt med danske politikere. 

Statsministeriet har flere gange afvist, at den konkrete sms indeholder et direkte krav om, at Sune Steffen Hansen skulle afskediges, eller på anden måde skulle indeholde konkrete krav om hans ansættelsesforhold.

Statsministeriet har ikke ønsket at oplyse, hvem af Mette Frederiksens tre særlige rådgivere som har sendt den aktuelle sms, men B.T.s oplysninger viser, at der er tale om Martin Justesen.