Da en stor gruppe vognmænd og lastbilchauffører forsøgte at lukke Danmark ned, valgte politiet i mange tilfælde at finde bødeblokken frem. 

Men selv hvis arbejdsgiveren vælger at betale en lastbilchaufførs bøde, så kan det blive en dyr fornøjelse, skriver Finans

Hvis en arbejdsgiver betaler en bøde for en ansat, skal man nemlig betale skat af beløbet. 

Bøderne, som politiet uddelte, ligger på 2.500 kroner. De blev givet til chauffører, der brugte deres lastbiler til at standse eller genere trafikken i trafikknudepunkter. 

Arbejdsgiverne har et fradrag på udgiften til bøden, men den ansatte skal betale skat af et tilsvarende beløb, da skattemyndighederne ser det som et løntillæg. 

Det betyder, at beløbet skal med på medarbejderens lønseddel, hvor der trækkes arbejdsmarkedsbidrag og A-skat. Ellers er det arbejdsgiveren, der hæfter. 

Hvis man tager udgangspunkt i en medarbejder, der betaler topskat, vil der på en bøde på 2.500 kroner skulle udbetales et løntillæg på 5.700 kroner.