William Moritz skulle lørdag holde en afskedsceremoni for sin far på en strand i Florida. Få timer inden tog William Moritz sin seksårige datter med ud at bade på stranden, men det, der skulle have været en hyggelig badetur, endte med at koste ham livet.

Den 28-årige far fra Michigan i USA så lørdag formiddag sin datter Maddy forsvinde i bølgerne. Det fik ham til straks at kaste sig i vandet, og det lykkedes ham at redde sin seksårige datter op på land. Det skriver Dailymail.

Da William Moritz og Maddy kom op på land, var både far og datter medtagede. De blev derfor hurtigt kørt til hospitalet. Maddy overlevede og blev udskrevet lørdag aften, men hendes far blev erklæret død på hospitalet.

Livreddere på stranden beretter, at bølgerne lørdag var meget voldsomme, og at de tidligere på dagen havde reddet flere personer op fra vandet.

Den tragiske ulykke på stranden skete, mens familien forberedte en mindegudstjeneste for William Mortiz’ far. Han var død to uger forinden. William Mortiz havde ifølge kæresten et tæt forhold til faderen, og Maddy besøgte sin bedstefar en gang om året.

På grund af ulykken blev mindegudstjenesten for faderen aflyst. Moderen til William Mortiz, som nu både har mistet sin mand og sin søn, er nu ved at forberede William Mortiz’ begravelse. Samtidig gør hun alt, hvad hun kan, for at være der for seksårige Maddy, som hendes søn efter sigende elskede højere end noget andet.

»Hans datter var hele hans verden, og når han talte om hende, lyste hans øjne op. Han var stolt af at være hendes far hver eneste dag,« siger William Moritz’ mor ifølge Dailymail.

Efter ulykken er der blevet oprettet en indsamling på Gofoundme.com. Her håber familien at få samlet nok penge til at få fragtet William Mortiz fra Florida til Michigan, så han kan blive begravet tæt på sin familie. I løbet af 15 timer har familien fået indsamlet knap 2.000 dollars svarende til cirka 13.000 danske kroner.