Tilbage i 1984 fandt man ikke frem til morderen på den dengang 17-årige Melanie Road. 32 år senere har en 64-årig familiefar til fire børn nu indrømmet knivdrabet i den engelske by Bath.

Det skriver Sky News.

Drabet skete, da Melanie Road den 9. juni 1984 var på vej hjem fra en bytur alene. Hun blev fundet af en mælkemand og hans søn kl. halv seks om morgenen, efter hun var blevet voldtaget og dræbt ved adskillige knivstik i brystet og ryggen.

Det lykkedes ikke dengang at finde afgørende spor til at udpege drabsmanden, men efter 32 år har 64-årige Christopher Hampton nu tilstået drabet. Det sker, efter han har siddet fængslet i et år på grund af tunge beviser imod ham. Han nægtede sig i første omgang skyldig, men har altså nu tilstået mordet, som Sky News vurderer kommer til at koste ham mindst 22 år bag tremmer.

Det var DNA-beviser, der i første omgang fik politiet på sporet af drabsmanden. Christoper Hamptons 41-årige datter blev i 2014 anholdt for en mindre forseelse, og i den forbindelse kom hendes DNA ind i politiets database. Sammenholdt med DNA, man fandt fra sædrester på den dræbte Melanie Roads bukser, gjorde politiet opmærksom på sammenhængen, og Christopher Hampton måtte aflevere en podning af sin mund. Det viste sig at være et match.

Melanie Roads 81-årige mor, Jean, var i retten og beskrev efterfølgende, hvordan hun havde det med at se morderen til sin datter i retten:

»Det gør ødelæggende ondt. Jeg har altid sagt, at hvis jeg fik fat i ham, ville jeg kvæle ham, eller jage en kniv i ham, men jeg vil ikke engang bruge min energi på ham. Jeg føler, han bør smides i en fangekælder...og efterladt til at rådne, for han er ikke værd at holde øje med,« siger hun ifølge Sky News.