Det ikoniske Plaza Hotel på Fifth Avenue i New York City skal bortauktioneres på tvang.
Det skriver Bloomberg.
Selvom det måske er de færreste danskere, som har haft fornøjelsen af at overnatte i et af hotellets luksuriøse værelser, er det alligevel nok de fleste, som kender til det.
Hotellet, der ligger midt i byen med udsigt over Central Park, har nemlig været brugt i den elskede familiefilm Alene hjemme 2 såvel som i den Oscar-vindende The Great Gatsby.
Årsagen til, at hotellet kommer på tvangsauktion, er, at dets hovedejer, virksomheden Sahara India Pariwar, ikke har vedligeholdt lånet på ejendommen.
I 2014 blev Subrata Roy, der kontrollerer Sahara India Pariwar, fængslet, efter han blev dømt for at have bedraget investorer.
Herefter overtog Bank of China lånet på ejendommen, der efterfølgende blev solgt videre til rigmandsbrødrende David og Simon Reubens. De er dem, som nu har besluttet, at sende ejendommen på tvang den 26. april.
Ifølge en anonym kilde, som Daily Mail har talt med, forventes prisen ved auktionen at ende på mere end 1 mia. dollars (6,6 mia. kroner, red.).
Blandt de tidligere ejere af ejendommen finder man også den kontroversielle republikanske præsidentkandidat, Donald Trump, der i øvrigt spillede en mindre rolle i en hotelscene i Alene hjemme 2.
Hotellet åbnede sine døre for første gang i 1907 og har sidenhen huset masser af rigmænd - deriblandt i den berømte Royal Plaza Suite på 400 kvadratmeter, hvor en overnatning koster den nette pris af 200.000 kroner.