24. februar 2022 vågnede jeg ved det, jeg troede var torden – hvilket umiddelbart undrede mig, for vejret natten før var klart. Det var stadig mørkt udenfor.
Aftenen før krigens udbrud tilbragte jeg på en vinbar i det indre Kyiv. Jeg havde på det tidspunkt været i Ukraine løbende i mere end en måned, og jeg havde lært ganske mange mennesker at kende lokalt.
Stemningen var lidt anspændt. Nogle havde forladt storbyen af frygt for en forestående invasion, men langt de fleste var blevet tilbage. Ejeren af vinbaren fortalte, at hun havde besluttet at holde åbent, for folk gik jo stadig ud at spise.
Grundlæggende troede langt de fleste ukrainere ikke, at russerne virkelig ville forsøge at indtage hovedstaden. Jeg spadserede hjem gennem en park, hvor folk luftede hunde og gik aftentur. Intet pegede på det drama, der skulle til at udspille sig.
Da bulderet fortsatte gennem nattemørket, efter at jeg var vågnet, gik jeg ud på mit hotelværelses altan. Der var fortsat helt stille bortset fra den fjerne buldren, men så begyndte jeg at høre nogle råb. Bildøre blev smækket, kvinder kom bærende med børn og poser på armene.
Jeg tændte mit tv og så en CNN-reporter i færd med at iføre sig skudsikker vest. Så begyndte luftalarmen. Krigen var i gang.
De næste timer var temmelig kaotiske. Gennem kontakt til redaktionen i København blev det besluttet, at jeg skulle forsøge at komme ud af Kyiv og køre mod Lviv. Det hed sig, at russerne forsøgte at omringe byen, og at tidsrummet for at komme ud var kort.
Jeg havde et par dage før været oppe ved grænsen til Hviderusland, så jeg havde en lejebil. Jeg greb mine ting og forlod hotelværelset.
På gaden var alting nu temmelig kaotisk. Kvinder og børn græd, og bilerne dyttede og holdt i kø. Det lykkedes mig at komme ud på en udfaldsvej nordvestpå, men køen af biler var nærmest uendelig.
Vi passerede i sneglefart flere steder, hvor man kunne se røg fra de russiske missiler, der havde ramt den ukrainske infrastruktur. Området nordvest for Kyiv blev over de næste dage og uger det sted, hvor nogle af de voldsomste kampe fandt sted.
Langs med udfaldsvejen stod folk med kufferter og poser og tomlede i håbet om at komme væk. Det virkede som noget fra en film.
Det var et håbløst forehavende. Jeg snurrede bilen rundt og kørte tilbage mod det centrale Kyiv. Det havde taget halvanden time at komme den ene vej, men tog 15 minutter at køre tilbage. Vejene var helt tomme denne vej, bortset fra de soldater, der var i færd med at lave vejspærringer.
Da jeg kom tilbage til hotellet, tændte jeg for tv. Russerne avancerede hurtigt, og forventningen var, at de kunne indtage Kyiv i løbet af få dage. Jeg rejste alene, og det føltes usikkert at sidde uden andre journalister, hvis russerne pludselig stod her.
Gennem bekendte fandt jeg ud af, at mange internationale journalister var søgt mod Intercontinental Hotel. Det lykkedes mig at få et af deres sidste værelser, og det føltes godt at være sammen med mange andre i samme situation.
Jeg var i kontakt med flere af dem, jeg havde lært at kende i Kyiv, blandt andre den 16-årige tennispige, der siden er blevet vores plejedatter. Hun var bange og sad sammen med sine bedsteforældre i deres kælder.
Hendes gravide tennistræner havde om morgenen forladt Kyiv med sin lille dreng og var nu på vej mod Moldova. Min fikser forsøgte desperat at få sine børn ud af storbyen. Forventningen nu var, at det bare var et spørgsmål om tid, før russerne var her.
Alle mænd under 60 år måtte ikke længere forlade landet, og der var smertefulde farvelseancer mellem ulykkelige kvinder og børn, der forlod byen, mens tid var, og efterlod deres mænd og fædre.
I dagene op til krigens udbrud havde jeg besøgt nogle af de frivillige vagtværn, hvor civilpersoner trænede til et forsvar af Kyiv. Nu var det virkelighed. Mænd, der ellers var skolelærere, og it-eksperter tog deres håndvåben og meldte sig klar til kamp.
Mørket faldt på, og vi sad trygt og godt på vores hotel. Men udenfor, få kilometer borte, kunne man høre drøn fra de kampe, der nu blev kæmpet uden for hovedstaden.
Det var en uvirkelig fornemmelse at have været vidne til krigens komme. Meget mere anderledes end at blive sendt ind i en krigszone.
Tidligt næste morgen blev vi vækket af luftalarmerne, der siden blev hverdag for ukrainerne. En ny virkelighed i en ny verden var en realitet, og det føltes sådan.
