Jens Stoltenberg er dybt rystet efter at have set ødelæggelserne i den bygning, hvor han har haft sin daglige gang siden 1993.

- Jeg har aldrig set noget lignende. Der er omfattende ødelæggelser, og enhver, der har set skaderne, kan se, at det kommer til at tage tid, før de er udbedret, sagde Norges statsminister Jens Stoltenberg til et stort pressekorps lørdag aften efter at have besøgt regeringskvarteret, hvor en kraftig bilbombe gik af fredag kl. 15:20.

- i 1993 begyndte jeg at arbejde i den nærmeste bygning og derefter en del år i den tilstødende bygning. Det gør indtryk på mig at se de enorme ødelæggelser, der hvor jeg har arbejdet i mange år.

Statsministerens eget kontor er blevet totalt raseret af bilbomben. Han sagde på pressemødet, at Justitsministeriet er hårdest ramt af ødelæggelserne. Han er overbevist om, at langt flere ville have mistet livet, hvis eksplosionen var sket i normal arbejdstid.

Indtil videre er syv omkommet under bilbombeangrebet, mens 85 er dræbt af massakren på Utøya.

Stoltenberg ville ikke svare på, om der fortsat kan være lig i ruinerne, eller hvad gerningsmandens motiver kan være.

- Det vil jeg overlade til politiet og den igangværende efterforskning at give svar på, sagde han.

Jens Stoltenberg mødtes tidligere i dag med de mange pårørende og overlevende ofre for skudmassakren, der udspillede sig på Utøya efter bombeangbrebet.

Her gik den 32-årige Andreas Breivik, udklædt som politimand og udstyret med flere skarpladte våben, amok på unge der var på en sommerlejr for ungdomsafdelingen af det norske arbejderparti.

Jens Stoltenberg har selv trådt sine politiske barnsben på øen, som han har besøgt hvert år siden 1974.

Han lagde vægt på, at det i sorgens stund har været en trøst for de mange ofre, at mennesker verden over har vist medfølelse med dem.

- Det er ting som dette, der samler nationen. Vi er et lille, men stolt land, og vi står sammen mod ondskab og vold, sagde han.