Udfordringer med oversvømmelser er normalt den primære bekymring i Venedig.
Nu har den kendte, italienske by det modsatte problem.
For takket være vinterens tørke, er Venedigs kanaler tørlagt, og det er et kæmpe problem, skriver The Guardian.
Det gør det nemlig helt umuligt for gondoler, vandtaxaer og ambulancer at navigere rundt i dem.
Men problemet er ikke nyt. Det begyndte allerede i juli sidste år, hvor landet oplevede den hidtil største tørkeperiode i 70 år. Det får nu Italien til at slå alarm.
Værst står det til i Norditalien.
Her er landets længste flod, Po, som strækker sig fra de nordvestlige alper og løber ud i Adriaterhavet, i store problemer.
Floden har nemlig 61 procent mindre vand end normalt på denne tid af året.
Årsagen til lavvandet i Venedigs kanaler skyldes, at vandet fra landets større floder ikke kan finde vejen ind til de små kanaler.
Et højtryk har domineret dele af Europa i 15 dage nu. Den bringer mildere temperaturer med sig, som vi normalt først ser senere hen på foråret.
De seneste vejrudsigter bærer dog nedbør med sig i de kommende dage, og det er altafgørende for de ellers tørlagte kanaler i Venedig.