'Vi var engang så tæt' er ikke kun titlen på Tøsedrengenes hit fra 1983.
Det er også de ord, der kan bruges til at beskrive det gode forhold, der engang var mellem familierne Biden og Pelosi.
Sådan er det ikke mere. Tværtimod. Det har Nancy Pelosis datter, Alexandra Pelosi, fortalt til journalist Jonathan Martin. Det skriver han i sin klumme i Politico.
I sidste måned faldt Nancy Pelosi på en embedstur til Luxembourg, og siden er det væltet ind med støttende beskeder, mens hun er kommet sig. Blandt andet fra Luxembourgs storhertug Henri.
Men Nancy Pelosi har intet hørt fra Jill og Joe Biden.
Jill Biden sagde for få dage siden, at hun var skuffet over, at Nancy Pelosi udtrykte forbehold ved Joe Bidens chancer for at slå Donald Trump i præsidentkampen.
»Vi var venner i 50 år,« forklarede Jill Biden i interviewet med The Washington Post.
Men hvis man spørger Alexandra Pelosi, skal Jill Biden til at tage sig sammen og tænke mere på sin mands eftermæle.
»Der er ikke så mange mennesker tilbage i Amerika, som har noget pænt at sige om Joe Biden, og Nancy Pelosi er en af dem,« skal hun have sagt.
Det Hvide Hus er ikke vendt tilbage med en kommentar til denne påstand, hvilket får Jonathan Martin til at kalde det kulminationen på fejden.
Han fortæller videre, at Nancy Pelosi flere gange skal have forsøgt at få en samtale med Joe Biden, men at svaret hver gang har været det samme fra Bidens rådgivere: Nej.