En ældre mand går lidt i knæ. Med en anstrengelse løfter han op. Over skuldrene bærer han en anden mand.

I pendulfart flygter folk i øjeblikket væk fra Kyiv gennem forstaden Irpin.

Her går både kvinder, børn og ældre over hjemmelavede broer lavet af europaller over Irpinfloden.

Ukrainere har selv bombet den forhenværende bro i håb om, at det kan forsinke russernes fremmarch mod Kyiv.

Men det har så også besværliggjort flugten fra Kyiv for de almindelige borgere.

Netop den bro er den seneste tid blevet brugt af civile som en flugtvej ud af hovedstaden og mod tryghed fra russiske angreb.

Men flugten er med livet som indsats.

Her er ingen aftale om en humanitær korridor med Rusland og netop den bro, de flygter under, er et fokuspunkt for den russiske invasion i forsøget på at indtage den ukrainske hovedstad, Kyiv.

Det har betydet intense kampe, voldsomme bombeangreb og nu også døde civile.

Irpin er blevet ramt af voldsomme bombardementer, der har dræbt flere civile. I søndags blev fire civile dræbt af en bombe.

De voldsomme billeder fra Irpin ser ud til at bekræfte den melding, som Oleksiy Kuleba, der er i ledelsen af forsvaret af Kyiv, tidligere har meldt ud.

Han anser det for nærmest umuligt for civile at flygte ud af den ukrainske hovedstad på en sikker måde, som situationen er nu.

»Desværre. Medmindre der kommer en våbenhvile,« sagde han.