»Allahu akbar!«
Vild jubel udbryder. Det ligner et holdfoto fra et fodboldhold.
Men scenerne har en mørkere historie. Bag dem står store flammer ud fra en ruin af en bygning.
Vladimir Putins tjetjenske eliteenheder fejrer, at de har 'ødelagt og renset' Mariupol. Du kan se videoen over artiklen.
»De lægger det her ud for at vise, at de er dygtige krigere, og at de har vundet. De gør det for at holde moralen oppe,« siger Peter Viggo Jakobsen, lektor hos Forsvarsakademiet, og uddyber:
»Det er det, man kalder for strategisk kommunikation. Med andre ord: Propaganda eller psykologisk krigsførelse.«
Ifølge Rusland er hele Mariupol nu erobret på nær det gigantiske Azovstal-stålværk, hvor 2.500 ukrainske soldater fra Azov-regimentet har forskanset sig med 1.000 civile.
Udenom har tjetjenerne udraderet byen. Hvad der engang var en stor, flot havneby, er ikke mere.
Det arbejde har tjetjenerne været en stor del af.
Imellem gruppen af kampklædte soldater står en mand med langt hvidt skæg. Adam Delimkhanov.
Han er højre hånd for den tjetjenske leder Ramzan Kadyrov, og han har stået i spidsen for styrkerne i Mariupol.
»Når russerne hiver tjetjenerne med i krig, så er det, fordi det ikke går særlig godt for dem. De har brug for flere mænd og mange af dem. Og her er tjetjenerne god kanonføde,« siger Peter Viggo Jakobsen.
Tjetjenerne har været ekstremt aktive på sociale medier undervejs i krigen. Her har de lagt flere propagandavideoer op, som har vist sig ikke at være sande.
»Deres kommunikation er ikke en overordnet styret ting. De vil gerne vise sig frem. Er det troværdigt? Det kan man stille spørgsmålstegn ved. Men Mariupol er ved at falde,« slutter Peter Viggo Jakobsen.