Naomi Jacobs kyssede sin lille søn godnat, før hun lagde sig til at sove i sit hjem i Manchester, England.

Da hun vågnede op, var hun i den tro, at årstallet var 1992, hvor hun var en skolepige på bare 15 år og med hele voksenlivet foran sig.

Men kalenderen viste 2008, og den skræmmende realitet gik op for hende, da en lille dreng viste sig i døråbningen og kaldte hende 'mor'.

Naomi Jacobs skreg, hvorefter hele hendes verden styrtede sammen. Hun løb ud på badeværelset og så til sin gru, at den skolepige på 15, som hun i sin hjerne vidste, hun var, faktisk var en voksen kvinde på 32 med rynker, livserfaring og det meste af ungdommen bag sig.

Læs også: FCK-fan indlagt - har mistet hukommelsen

Årsagen var et alvorligt og uhyre sjældent tilfælde af akut hukommelsestab, der natten over slettede 15 års levet liv fra hendes erindring.

I dag - tre år senere - fortæller kvinden hele sin opsigtsvækkende historie til avisen The Sun.

- Jeg faldt i søvn som en kæphøj og bedrevidende 15-årig teenager og vågnede op som 32-årig alenemor i et socialt boligbyggeri.

Læs også: Så sin egen død på tv

- Det sidste, jeg husker, var at falde i søvn i min køjeseng til tankerne om en dreng i min klasse, jeg var vild med, mindes hun.

Hun fortæller om det hårrejsende 'første' møde med sin dengang otte-årige søn, som hun på grund af hukommelsessvigtet aldrig troede, hun havde set før.

- Han så ikke ud til at være meget yngre end mig. Og jeg kunne helt sikkert ikke huske at have født ham. Jeg begyndte at græde ukontrolleret...At sige, jeg var rystet, ville være en underdrivelse. Jeg ville bare tale med min mor. Jeg kunne ikke begribe, hvordan jeg kunne være 15 år ældre, end jeg troede, siger hun til The Sun.

Men sønnen Leo var ikke det eneste, Naomi ikke kunne huske.

11. september, Irak-krigen, tsunamien i Sydøstasien, finanskrisen... Alt var væk, ukendt.  

Internettet, som i årene mellem 1992 og 2008 havde ændret verden, var dog den største omvæltning.

Naomi kunne knap nok tro, hvad hun så og hørte, da hun - med sin erfaring og hukommelse som en 15-årig pige i 1992 - stiftede bekendtskab med fænomener som Facebook, Youtube og Google.

Derefter startede det lange arbejde med at samle puslespillet fra 15 års liv, som Naomi havde glemt. Det indebar først og fremmest at lære sønnen Leo at kende igen.

Ved hjælp af gamle dagbøger og lange samtaler med familiemedlemmer og veninder, hun også havde glemt alt om, genfandt hun efterhånden sin identitet som en 32-årig kvinde. 

I starten måtte familien overtage al kommunikation for den teknologisk udfordrede mor, der ikke vidste, hvordan man betjener en mobiltelefon eller sender en email.

I dag tre år efter den skræmmende oplevelse, der sendte hende 15 år tilbage i tiden, har hun genvundet det meste af sin hukommelse.

- I de første par måneder lå jeg grædende i sengen og længtes efter at komme tilbage til skoletiden, hvor mine eneste bekymringer var flygtige kærester og at undgå at blive taget for at drikke mig fuld i parken.

- Men lidt efter lidt begyndte jeg at vende mig til min 'nye' virkelighed igen, siger hun.