Forholdet mellem Australien og USA under præsident Donald Trump er kommet så dårligt fra start, som det næsten tænkes kan. De to tætte allierede med sjældne diplomatiske skærmydsler er nu endt i et skænderi, hvor en hvidglødende Trump står over for den australske premierminister, Malcolm Turnbull, der tog risikoen for politiske omkostninger ved at forsvare sin stramme flygtningepolitik.
Striden drejer sig om en aftale indgået af USAs daværende præsident Barack Obama om at tage imod asylsøgere, som australske politikere har svoret, at de ikke vil lukke ind i Australien. Og det står nu klart, at noget gik helt galt under Trumps og Turnbulls telefonsamtale i lørdags, selv om Turnbull har sagt, at samtalen blev afsluttet »høfligt« og har afvist medierapporter om, at Trump simpelthen smed røret på halvvejs inde i samtalen, der ifølge både amerikanske og australske medier skulle have varet en time, som samtaler med øvrige regeringsledere har gjort det.
En »tåbelig aftale«
Det australske forsøg på at underspille begivenheden og fastslå, at alt var helt normalt i forholdet mellem de to lande, blev effektivt undermineret, da Donald Trump nogle dage efter telefonopkaldet udsendte et tweet:
»Vil I tro det? Obama-administrationen indvilligede i at modtage tusinder af illegale immigranter fra Australien. Hvorfor? Jeg vil se nærmere på den tåbelige aftale.«
Helt konkret drejer balladen sig ifølge australske medier ikke om tusinder af illegale immigranter men om op imod 1.250 personer, der er i løbet af flere år er ankommet med båd til Australien for at søge politisk asyl. Den australske regering har som følge af landets asylpolitik med en konsekvent afvisning af asylsøgere ankommet med båd indgået aftaler om at placere asylsøgerne på den bittelitte, selvstændige ø Nauru og den den noget større ø Manus i Papua Ny Guinea.
I november sidste år indvilligede Obama i, at USA tager imod asylsøgerne efter en forudgående, grundig undersøgelse af deres identitet og grunde til at søge asyl. Det helt store problem for Trump er angiveligt, at mange af asylsøgerne kommer fra Iran, Irak, Sudan og Somalia, der alle er blandt de syv lande omfattet af Trumps netop indførte rejseforbud.
En formulering i Trumps dekret tog specifikt hensyn til aftalen med Trump, men den var tilsyneladende ikke tilføjet med Trumps gode vilje, og han erklærede i den omdiskuterede telefonsamtale, at det ville ødelægge ham politisk at overholde aftalen. Turnbull forsøgte angiveligt at lede snakken hen på andre emner, men Trump holdt fast og erklærede ifølge Washington Post, at han havde talt med fire politiske ledere den dag, og at samtalen med Turnbull »var langt den værste telefonsamtale«.
»Jeg vil ikke have de mennesker«
Trump skal også have udbrudt, at »jeg vil ikke have de mennesker«, og han anklagede ifølge den amerikanske avis Australien for at forsøge at eksportere de »næste Boston-bombemænd« til USA med en henvisning til terrorangrebet begået ved et maratonløb i byen. De to gerningsmænd blev identificeret som to brødre, der sammen med deres familie havde fået politisk asyl i USA. Brødrene havde tjetjenske rødder men var ifølge Wikipedia født i henholdsvis en anden russisk del af nordkaukasus og i Kirgisistan. Ingen af de to lande er omfattet af Trumps indrejseforbud.
Nu forsøger både amerikanske og australske politikere og diplomater at finde ud af, hvor dybt striden har sat sig, og om det er muligt at finde en politisk udvej, der hverken betyder en alt for stor, politisk ydmygelse eller indenrigsolitiske problemer for de to regeringsledere.
I Australien hæfter man sig ved, at Turnbull på forhånd havde sagt, at han og Trump måske kunne opnå en særlig gensidig forståelse, fordi de begge er tidligere forretningsmænd. Men mens Turnbull efter telefonsamtalen holdt fast i de diplomatiske spilleregler og ikke sagde noget, reagerede Trump tilsyneladende netop som en vred forretningsmand tilsat shovmanden og TV-realitystjernens sans for brug af Twitter for at nå ud til offentligheden med sit synspunkt.
USAs nyvalgte præsident har sagt, at han ikke er politiker, og at han vil drive sin regering som en forretningsmand. Han har også sagt, at han er vant til at presse sine forretningsforbindelser til det yderste for at opnå den bedste handel. I den branche kan man blive enige eller ej, og så kan man gå hver til sit, eller man kan gå til domstolene og få tvister afgjort.
Helt så firkantet er det sjældent i politik, siger politiske iagttagere, der i USA og Australien har kommenteret den opsigtsvækkende strid. Australien har siden Anden Verdenskrig været en af USAs nærmeste allierede. Australske regeringer har leveret soldater til at kæmpe sammen med amerikanerne i internationale konflikter. De to lande arbejder med næsten ubegrænset tillid til hinanden omkring efterretningsarbejde og på andre centrale områder, og den australske alliance kan blive yderligere værdifuld for USA som en sikker bastion i en region, hvor Trump er kommet med skarpe udfald mod Kina.
For Australiens 25 millioner indbyggere er værdifællesskabet og det nære forhold til supermagten indlysende vigtigt både sikkerhedsmæssigt og i næsten alle andre internationale forhold. Turnbull kunne så sige, at den politiske pris simpelthen er blevet for høj for at holde fast i sin ret, men australske medier fastslår, at det ikke er så simpelt.
Det totale knæfald
Forholdene for asylsøgerne på Nauru og Manus er af FN, menneskeretsorganisationer og flere medier blevet beskrevet som værende under al kritik for et land med Australiens standard. Regeringen kritiseres for at have ansvaret for aftalen og dermed også ansvaret for lejrene uhumske tilstande, årelang håbløshed samt direkte kriminelle og seksuelle overgreb, som asylsøgere er blevet udsat for. Men hele hjørnestenen i Turnbulls asylpolitik er at fratage yderligere potentielle bådflygtninge lysten til at ankomme ved konsekvent at deportere asylsøgerne til øerne i stedet for at lade dem komme ind i Australien.
Efter at striden med Trump er blevet kendt, har oppositionen allerede boret rundt i såret og erklæret, at det vil være det totale knæfald at give efter for USAs krav nu. Turnbull har forsonende sagt, at det ikke nødvendigvis vil være alle asylsøgerne, der opfylder aftalens krav for at komme til USA, og Trump erklærede i samtalen, at der vil være »en ekstrem grundig undersøgelse« af deres baggrund. Men verdens øjne vil nu hvile tungt på den videre behandling.
Trump har tilsyneladende også malet sig op i et hjørne. Han kunne have klandret Obama for at have villet give problemer for den nye regering, og han kunne måske have sandsynliggjort en pointe. Aftalen kom ifølge australske medier først på plads efter et års forhandlinger og først efter, at Trump var blevet valgt. Kommentarerne fra USAs regering understregede dengang, at man var klar over, at aftalen ikke nødvendigvis flugtede med Trumps asylpolitik. Nogle hæfter sig ved, at Australien har indvilliget i at modtage asylsøgere fra Centralamerika, og at aftalen simpelthen kunne være to nære allierede, der gjorde hinanden en tjeneste i en politisk følsom sag.
Men Obamas mulige motiver og nationale interesser i et bredere perspektiv er skubbet i baggrunden af Trumps twitterbesked og striden med Turnbull. Trump har sagt, at det er hans »intention« at overholde aftalen, men flere påpeger, at intention ikke er det samme som et løfte og giver politiske manøvrerum.
I øjeblikket har Trump gjort den politiske uenighed til en kamp, man enten kan vinde eller tabe. Forretningsmanden Trump har mange gange gjort det klart, at han hader at tabe. Om præsidenten Trump i givet fald vil vise sig at være en god taber, kan australierne ikke vide.
Uffe Taudal er Berlingskes korrespondent i Storbritannien
