Forskere fra universitetet i den hollandske by Utrecht har fundet et skjult kontinent på størrelse med Grønland.

Kontinentet, der har fået navnet ‘Greater Adria’, er fundet under store dele af Sydeuropa, efter det knækkede af det nordafrikanske superkontinent 'Gondwana' for 140 millioner år siden.

Fundet blev gjort, da forskerne var i gang med at undersøge den geologiske udvikling i Middelhavsområdet, skriver CNN.

Undersøgelsen viste, at kontinentet begyndte at løsrive sig fra det nordlige Afrika allerede for 240 millioner år siden.

Forskernes bud på hvor 'Greater Adria' lå, inden det bevægede sig ind under Sydeuropa for 140 millioner år siden.
Forskernes bud på hvor 'Greater Adria' lå, inden det bevægede sig ind under Sydeuropa for 140 millioner år siden. Foto: Gondwana Research
Vis mere

Efterfølgende bevægede kontinentet sig nordpå, inden det ramte det europæiske kontinent og blev skubbet ind under et område, der nu strækker sig fra Spanien i vest til Iran i øst.

Ved hjælp af avanceret computersoftware kunne forskerne ‘skrælle’ lagene af jordens overflade, således at de kunne se kontinenternes udvikling.

I den forbindelse fandt de det skjulte kontinent, der havde klemt sig ind under de sydeuropæiske lande.

En af forskerne bag opdagelsen, Douwe van Hinsbergen, fortæller dog, at det ikke er hele kontinentet, der er forsvundet ned under Europa.

'Greater Andria' menes ifølge forskerne at have skabt mange af de bjergkæder der præger det europæiske kontinent i dag.
'Greater Andria' menes ifølge forskerne at have skabt mange af de bjergkæder der præger det europæiske kontinent i dag. Foto: Gondwana Research
Vis mere

»Gennem vores metode kunne vi se ‘Greater Adria’ og en række mindre blokke, der også hørte til kontinentet, men som nu blandt andet udgør dele af Rumænien, det nordlige Tyrkiet og Armenien,« fortæller han og uddyber:

»Afstikkerne fra toppen af kontinentet kan stadig ses i nogle bjergkæder, mens resten af kontinentet har gravet sig ned under Sydeuropa,« siger han ifølge CNN.

Det er ikke første gang at et skjult kontinent er blevet fundet.

I januar 2017 fandt forskere ligeledes en del af det tidligere superkontinent ‘Gondwana’ under Mauritius, der er placeret i det Indiske Ocean. I september samme år fandt et andet hold forskere kontinentet ‘Zealandia’, der ligger placeret under New Zealand.

I 2017 fandt forskere et andet kontinent kaldet Zealandia. Det er markeret med gråt under New Zealand.
I 2017 fandt forskere et andet kontinent kaldet Zealandia. Det er markeret med gråt under New Zealand. Foto: HANDOUT
Vis mere