Richard Hajjar stjal i årevis store summer penge fra den virksomhed, Alden Shoes fra den amerikanske delstat Massachusetts, som han selv var økonomichef i.

Han var nemlig overbevist om, at han sagtens kunne gøre det, uden nogen opdagede det. Og planen var da også, at pengene skulle retur igen på sigt.

Men nu står han til at skulle afsone seks år i fængsel, skriver Marketwatch. Richard Hajjar, der er 65 år, har erkendt sig skyldig i underslæb for voldsomme summer.

Siden 2012 har han stjålet penge fra egen firmakasse for næsten 200 millioner kroner.

Og pengene blev ikke engang brugt på ham selv. Hajjar var nemlig blevet introduceret til nyhedsværten Bianca de la Garza, og hende var Hajjar angiveligt helt skudt i.

Den 45-årige nyhedsvært var netop begyndt at se på muligheden for at starte sit eget talkshow op, og det var her, at Richard Hajjar så sit snit til at vinde hendes kærlighed.

Han forkælede således de la Garza med dyre gaver i form af smykker, biler og rejser. Han finanserierede også en lejlighed i New York til syv millioner kroner.

Herudover skrev han heftige checks på millioner af kroner til de la Garza, der skulle hjælpe hende med at finansiere produktionen af talkshowet, samt en hudpleje produktserie.

Ifølge anklageren formåede Hajjar at dække over underslæbet ved at stjæle pengene fra en likviditetsreserve, der stort set aldrig blev brugt. Herefter trak han så anden likviditet over i reserven, så det aldrig så ud som, at der var tærret på beholdningen.

Men da Tarlow-familien, der ejer virksomheden, fik færten af Hajjars kriminelle gerninger, blev han pludselig væk fra arbejde.

Hajjars advokat har siden udtalt, at han oprigtigt troede på, at Bianca de la Garzas forretninger ville blive succesfulde, og at han derfor kunne returnere midlerne til virksomheden igen.

De la Garzas har vedholdende forklaret, at hun ikke har kendt til Hajjars metoder i forhold til at anskaffe sig pengene på. Men Alden Shoes har også lagt sag an mod hende i håb om at få pengene retur.

Foreløbigt er 25 millioner kroner tilbagebetalt, men der er stadig langt op til de 200 millioner kroner.

Ifølge mediet udviklede forholdet sig mellem Richard Hajjar og Bianca de la Garza heller aldrig til noget seriøst.