I en ny reklame for det arabiske flyselskab Etihad Airways slanger den australske Oscar-vinder Nicole Kidman sig i det ypperste luksus med champagne og masser af benplads.

Men selv om reklamen møder stor ros for sit flotte udseende og effekter, er det ikke alle, der bifalder skuespillerens medvirken i reklamen. Det skriver The Guardian.

Flyselskabet er tidligere blevet beskyldt for at lade sit kvindelige personale arbejde under meget dårlig forhold og fyre dem, hvis de blev gravide. Det er afsløringer, som Wall Street Journal har offentliggjort i en rapport. Derfor undrer det den amerikanske foreningen for kvinderettigheder Association of Professional Flight Attendants (Apfa), som repræsenterer over 25.000 stewardesser, at Nicole Kidman som ambassadør for FN og kvinders rettigheder, medvirker i reklamen.

»Sidste måned, på Kvindernes Internationale Kampdag den 8. marts, sagde du: 'Jeg forestiller mig en verden, hvor alle kvinder og piger har lige rettigheder og muligheder... nu er det tid til at gøre noget',« skriver Apfa i et åbent brev til skuespilleren og fortsætter:

»Senere samme uge, begyndte du at vise dig i en ny kampagne for Etihad, et selskab, som Wall Street Journal offentligt har reporteret 'kan fyre kvinder, hvis de bliver gravide' og 'tvinger personalet til at leve i små, indespærrede områder under flyveturene'.«



»Det er forhold, som Apfa kæmpede for at tilintetgøre for flere år siden i USA,« skriver de og sætter derved spørgsmålstegn ved Nicole Kidmans troværdighed som FN-ambassadør.

Flyselskabet Etihad Airways benægter dog alle anklager og siger i en offentlig udtalelse, at de 'fuldt ud støtter deres kvindelige personale under graviditeter':

»I Etihad Airways er vi blevet en global, prisvindende arbejdsgiver, fordi vi værdsætter vores medarbejdere, og fordi vi behandler dem med værdighed og respekt,« skriver de.

Selv har Nicole Kidman endnu ikke svaret på anklagerne.