Uffe Ellemann-Jensens politiske karriere har ikke kun gjort ham kendt i Danmark.

Danmarks tidligere udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen er død.

Og det er ikke kun danske medier, der skriver om Uffe Ellemann-Jensens død.

Medier i lande som USA, England og Irland skriver om Danmarks tidligere udenrigsminister.

The Washington Post kalder Uffe Ellemann-Jensen 'en af Nordens nøglepolitikere under den kolde krig'.

Avisen skriver, at Uffe Ellemann-Jensens udenrigspolitiske tiltag var med til at fremme Danmarks interesser, og avisen tilføjer, at Danmark blot er en nation på 5,8 millioner indbyggere.

Men hans politik afspejlede ideen om at fremme små landes evne til at få indflydelse i verdensordenen, skriver The Washington Post.

Også i de baltiske lande bliver der skrevet om Uffe Ellemann-Jensen.

Postimees, som er en estisk avis, har skrevet om Uffe Ellemann-Jensen.

»Uffe Ellemann-Jensen kan betragtes som en ven af Estland og de øvrige baltiske lande,« står der i artiklen.

Danmarks tidligere udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen kæmpede for Estlands, Letlands og Litauens selvstændighed i begyndelsen af 1990erne.

Uffe Ellemann-Jensen blev 80 år.