Rusland er gået i gang med sin store, ventede forårsoffensiv, som vil blive afgørende for udfaldet af krigen i Ukraine.
Sådan siger EUs udenrigschef, Josep Borrell, i en tale til EU-Parlamentet onsdag.
»Situationen i Ukraine er ekstremt bekymrende. Den russiske modoffensiv er begyndt, omend det endnu kun er i lille skala.«
»Der er blevet sat over 360.000 russiske soldater ind. For første gang har Ukraine ikke overhånden, når det kommer til antallet af soldater, siger Josep Borrell.
Rusland har i den seneste tid optrappet sine artilleriangreb, så der nu er op til 100 daglige angreb – det højeste niveau siden sommeren sidste år. Det skriver avisen The Financial Times onsdag.
Samtidig bringer russerne både helikoptere og kampfly i stilling, så de også kan sættes ind i offensiven, skriver avisen.
Offensiven har været ventet længe. Og den vil få afgørende betydning, siger Josep Borrell.
»Krigen vil blive afgjort i foråret og sommeren. Hvis der skal være varig fred i Europa,« skal Ukraine vinde krigen.
»EU har allerede gjort meget for at støtte Ukraine. Men jeg mener ikke, at det har været nok. Vi skal gøre mere, end vi har gjort hidtil,« siger udenrigschefen.
Artiklen opdateres …