USA’s præsident vil straffe lande, der handler med Nordkorea - først og fremmest Kina. Men det kan skabe kaos i USA's egen økonomi, siger ekspert

Nordkorea har flere trumfer på hånden. En overvældende militær kapacitet med masseødelæggende atomvåben og vidtrækkende missiler. Og en voksende økonomi, der tilsyneladende ikke lader sig påvirke af handelssanktioner. USA's præsident, Donald Trump, vil blokere handlen med Kina for derigennem at få ram på Nordkorea. Men en handelskrig mod Kina kan ende med at skade amerikansk økonomi hårdt.

Diktaturregimets forhold til USA og dets allierede, Sydkorea og Japan, er blevet endnu mere højpændt, efter Nordkorea søndag gennemførte en ekstremt voldsom prøvespræning. Ifølge Sydkoreas forsvarsministerium havde bomben en sprængstyrke på 50 kiloton, hvilket er mindst tre gange kraftigere end Hiroshimabomben i 1945.

Den eksplosive magtdemonstration fra diktator Kim Jong-un og det nordkoreanske regime har sendt chokbølger gennem det internationale samfund. Derfor afholdt FN's Sikkerhedsråd et møde for at diskutere situationen.

Mange politikere ledere har fordømt handlingen og kræver øjeblikkelige sanktioner rettet mod Nordkorea.

USA’s præsident, Donald Trump, har slået fast, at »USA overvejer, i tillæg til andre muligheder, at stoppe al handel med ethvert land, der gør forretninger med Nordkorea.«

Handler med Kina

Dermed peger han især pilen mod Nordkoreas dominerende handelspartner og allierede, Kina.

Kina står for hele 85 procent al international eksport til Nordkorea - og importerer samtidig 83 procent af alle varer, som Nordkorea sælger til udlandet. Nordkoreas eksportvarer består hovedsageligt af mineraler som eksempelvis kul samt tekstiler.

De vigtigste importvarer er bl.a. olie, tøj, elektronik og hvidevarer.

Udover Kina er Indien og Rusland blandt Nordkoreas handelspartnere. Danmark har også en mindre eksport til Nordkorea. Der blev eksporteret for omkring 10 millioner kroner medicin til Nordkorea i årets første fem måneder, viser tal fra Danmarks Statistik.

FN har tidligere vedtaget en omfattende handelsembargo, der skal begrænse salget af varer til Nordkorea.

Men ifølge en af landets førende Nordkorea-eksperter har handelssanktionerne ikke påvirket Nordkoreas økonomi, som har været i vækst i de seneste år.

»Det har ikke har den store betydning. Det er ren symbolpolitik. Problemet med den embargo er, at den ikke virker. Nordkoreas økonomi er faktisk i positiv udvikling på trods af meget stramme handelssanktioner,« siger Geir Helgesen, der er institutleder og seniorforsker på Nordisk Institut for Asienstudier (NIAS) på Københavns Universitet.

Stor 'uofficiel økonomi'

Han forklarer, at Nordkorea har en stor »uofficiel økonomi«, hvor der handles varer med Kina uden om embargoen.

»USA kan ikke diktere Kinas faktiske handlinger på det her punkt - der foregår en ret udbredt handel mellem Kina og Nordkorea både officielt og især uofficielt. I de seneste år er der kommet markeder i landets byer, hvor man kan finde de samme varer, som man ser i danske butikker,« siger Geir Helgesen.

Han mener, at Trumps udmelding om at stoppe al handel med Nordkoreas handelspartnere - herunder først og fremmest Kina - vil ramme USA’s egen økonomi som en boomerang, hvis straf-aktionen bliver ført ud i livet.

»Det betyder, at han (Trump, red.) kommer til at skabe kaos i amerikansk økonomi. Det vil få store konsekvenser for de amerikansk-kinesiske handelsforbindelser, og det vil ramme USA hårdest. Det kan godt være, at Trump er ligeglad med, hvad Kinas ledere mener, men han er næppe ligeglad med, hvad hans egne folk inden for handel og økonomi mener om den sag,« forklarer Nordkorea-eksperten.

Militært angreb urealistisk

Geir Helgesen vurderer, at et militært angreb fra USA’s eller Nordkoreas side er et urealistisk scenarie.

»En konflikt kan hurtigt eskalere til et kæmpe brag, og det er ingen interesseret i - heller ikke USA. Kina har sagt, at hvis Nordkorea angriber USA, så vil Kina ikke bakke Nordkorea op. Men hvis det er USA, der angriber Nordkorea, så har de også startet en krig mod Kina. Det er rimelig vildt at tænke på,« siger forskeren.

USA's FN-ambassadør, Nikki Haley, deltog ved søndagens møde i Sikkerhedsrådet.

Ifølge Haley »tigger og beder« Nordkoreas leder, Kim Jong-un, om krig.

»Vi ønsker ikke krig, men vores tålmodighed er ikke uden grænser. Kun de stærkest mulige sanktioner vil sætte os i stand til at løse problemet gennem diplomati,« siger Nikki Haley ifølge nyhedsbureauet Reuters.

FN's Sikkerhedsråd vil i løbet af de kommende dage udarbejde en resolution mod Nordkorea.